Badmintonphoto
Danmark dominerer verdensranglisten i herresingle: Fem mand i top 30
Lasse Kjær Hansen - 15-03-2019 09:04:51

Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Jan Ø. Jørgensen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Solberg Vittinghus. De danske herresingler har holdt fanen i strakt arm på det seneste og hver især leveret imponerende resultater, der har bragt dem og de rød-hvide faner i international front foran stornationer som Kina og Indien. – Det tegner rigtig godt, lyder det fra sportschef Jens Meibom.   

Nok er Danmark beskeden i størrelse, når det kommer til areal såvel som indbyggertal, men det afholder os ikke fra at være den nation, som i skrivende stund har flest herresingler i top 30 på verdensranglisten.

Fem danskere er således at finde blandt de 30 bedste i verden. Til sammenligning må gigantnationer som Kina, Indien og Japan nøjes med at tælle henholdsvis fire, fire og tre spillere i top 30. 

Så herligt ligger landet, efter de danske herresingler på skift har stået for stærke resultater, og det vækker glæde og optimisme hos Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom.

- Det er dejligt at se, at vi sammenlignet med de store, stærke asiatiske nationer, vi ligger og kæmper med, kan stå så stærkt repræsenteret i én kategori, som vi gør i herresingle. Dels er det enormt flot, at vi kan have fem spillere i verdens top 30, og dels er det både betryggende og lovende, at der er tale om en blandet skare af unge og erfarne spillere, siger Jens Meibom.

Billetsalget til DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR er i gang! Find dine billetter her. 

Højest på verdensranglisten finder vi lige nu Viktor Axelsen, der indtager en fjerdeplads. Lidt længere nede optager Anders Antonsen tolvtepladsen, hvilket er en tangering af hans højeste placering. Jan Ø. Jørgensen, Rasmus Gemke og Hans-Kristian Vittinghus befinder sig på henholdsvis plads nummer 21, 25 og 26.

At det er de rød-hvide faner, som flagrer flest steder på verdensranglistens top 30, kan ifølge Jens Meibom forklares med, at Viktor Axelsen er sine skader kvit, og at de lidt ældre danske herresingler som Hans-Kristian Solberg Vittinghus og Jan Ø. Jørgensen er tilbage på rette spor. Endelig har de lidt yngre spillere Anders Antonsen og Rasmus Gemke haft en flot udvikling igennem de seneste to år, lyder det.

- Vi så senest en skadefri Viktor Axelsen præstere på højt niveau i finalen ved Spain Masters i en ren dansk finale imod Anders Antonsen og siden ved All England, hvor han viste storspil og -fight i finalen mod Kento Momota. Ved selvsamme turnering fik også Jan Ø. Jørgensen sat streg under, at han er tilbage efter sin langvarige skadespause, ligesom han fik vist spil, der giver forhåbninger om, at han igen vil være i stand til at tage kampen op imod de bedste spillere i verden, siger Jens Meibom og fortsætter:

- HK (Hans-Kristian Solberg Vittinghus, red.) har også haft en god start på året, mens vores yngre spillere, Anders Antonsen og Rasmus Gemke, har nået et niveau, hvor de kan slå de bedste i verden på deres gode dage. Anders fik en forrygende start på året med sin største titel hidtil ved Indonesia Masters, hvor han slog Kento Momota i finalen. Tilsvarende spillede Gemke sin største semifinale hidtil ved Super 750-turneringen French Open i efteråret, og senest besejrede han sensationelt en af verdens bedste spillere, Chen Long, i første runde af All England, siger Jens Meibom.  

Vil du have en ekstraordinær oplevelse ved DANISA DENMARK OPEN 2019 presented by VICTOR? Tjek VIP-udbuddet her. 

Når det kommer til, hvad herresinglefans bør forvente fremadrettet i 2019, tør sportschefen godt at være optimistisk:

- 2018 var et hårdt år for vores herresinglespillere med sygdom og mange skader. Det ser heldigvis ud til, at det går bedre på den front foreløbigt i år. Ikke desto mindre træner de jo alle sammen meget hårdt og med høj intensitet, så det er klart, at det er en svær øvelse at holde dem skadefri. Jeg ved, at Kenneth (Jonassen, cheflandstræner med ansvar for herresingle, red.) har meget fokus på netop det, og hvis de alle fem kan holde sig uden skader, så tror jeg, at vi kan se frem til store oplevelser og resultater fra vores herresingler i denne sæson. Taget i betragtning, hvordan de har præsteret indtil videre i år, mener jeg ikke, at det er urealistisk, at de hver især kan kravle endnu højere op på verdensranglisten. Jeg glæder mig meget til at følge dem, siger Jens Meibom.


 

LÆS OGSÅ

HOVEDSPONSOR:

Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20, DK-2605 Brøndby
Bank: 2217 8390133333
CVR: 1369 3315
70 60 50 76
Privatlivspolitik

Kontakt os

Skriv til os, hvis du spørgsmål til:
Turneringer og events
Badmintonpeople og holdturnering
Ranglister og point
Badminton Danmark

Følg os