VM-revanche afblæst: Antonsen taber til Ginting i semifinalen

september 21, 2019 15:40 Skrevet af

Efter første sæt i dagens semifinale mellem Anders Antonsen og Anthony Ginting, så det særdeles lovende ud for den danske VM-sølvvinder. En mulig gentagelse af VM-finalen mellem Anders Antonsen og Kento Momota blev dog afblæst af en velspillende indoneser.

På forhånd stod det 1-0 i interne opgør mellem Anders Antonsen og Anthony Ginting. Alligevel var Anders Antonsen betragtet som en lille forhåndsfavorit efter en stor sejr mod Chou Tien Tien i kvartfinalen.

Efter første sæt var den danske darling på sejrskurs, da han vandt det indledende sæt 21-18.

– I første sæt har Anders bedre styr på vindforholdene end Ginting. Vinden blæste stikmodsat i forhold til, hvad den har gjort de foregående dage, og det formår Anders at udnytte, siger landstræner Kenneth Jonassen.

Køb billetter til DANISA DENMARK OPEN 2019 – presented by VICTOR

I de to efterfølgende sæt havde Anders Antonsen svært ved at finde sit storspil frem, og det udnyttede Anthony Ginting på bedste vis.

De to efterfølgende sæt vandt indoneseren sikkert med cifrene 5-21, 14-21.

– Anders vinder en fantastisk sidste duel i første sæt, hvor han får pulsen helt op. Det mærker han eftervirkningerne af i andet sæt. I andet sæt halser han lidt efter, og Ginting spiller i et enormt højt tempo uden at lave fejl. Så det er Gintings fortjeneste, at Anders kommer bagefter, siger Kenneth Jonassen.

På forhånd havde det været et tema, hvordan Anders Antonsen skulle følge Gintings tempo, men danskeren havde svært ved at finde de rette løsninger i kampens sidste to sæt.

Søndagens finaledag bliver dermed uden dansk deltagelse. Anders Antonsen og flere af de øvrige spillere drager videre til Korea Open, som spilles i næste uge.



Tags: ,
Kategori: , , ,