Badmintonphoto

Drama: Danmark vender truende nederlag og slår Korea

oktober 3, 2019 21:52 Skrevet af

Danmark var bagud 1-2 i holdkampen mod Korea. Alligevel formåede holdet at komme tilbage, og det var der en specifik grund til ifølge landstræner Jesper Hovgaard. – Vi har bare et bedre hold end dem, siger han.

 

Torsdag aften rejste det danske ungdomslandshold sig, efter de i kvartfinalen tidligere på dagen havde fået en afklapsning af Kina.

Læs også: Danmark taber UVM-kvartfinalen til forsvarende mestre

Trods en koreansk føring på 2-1 i holdkampen, kæmpede Danmark sig tilbage. Natasja P. Anthonisen og Clara Graversen holdt Danmark inde i kampen, efter de overbevisende vandt deres damedouble i to sæt.

Det var derfor William Kryger Boe og Mads Vestergaard, der havde et tungt ansvar på deres skuldre i den sidste og afgørende kamp.

Danskerne trak første sæt hjem med 21-16. I andet var Vestergaard og Boe på hælene, men den danske konstellation havde is i maven i de afgørende dueller. Efter ombolde vandt danskerne sættet med 26-24, og de to drenge sikrede dermed Danmark sejren. Det vakte naturligvis glæde hos landstræner Jesper Hovgaard.

– Vi er glade for sejren, men vi bør også vinde i dag. Vi har bare et bedre hold end dem. Vi kan egentligt godt vinde større, fordi det er ikke i alle kampe, at vi rammer vores niveau. Korea stiller med nogle unge spillere, men det skal selvfølgelig ikke tage noget fra vores sejr, siger han.

Læs også: Danmark banker Taiwan og er i UVM-kvartfinalen: – En stor præstation i dag

Landstræneren havde blandet kortene i forhold til landsholdets kamp mod Kina, og flere af de yngste danske spillere kom i aktion. Heriblandt Mads Juel Møller og William Kryger Boe, der er U17-spillere.

– William kommer ind og tager noget ansvar i dag, og han viser noget x-factor, så det var imponerende at se. Mads får en forsmag på, hvad det kræver på det her niveau, og han kæmper det bedste, han kan, siger Hovgaard.

Sejren betyder, at Danmark skal spille mod Hong Kong fredag formiddag. Vinderen af det opgør tager sig af femtepladsen ved UVM, mens taberne må tage til takke med en sjetteplads. Det danske team kender på forhånd ikke meget til Hong Kongs kvaliteter.

– Vi har ikke haft mulighed for at se dem så meget. Der er tryk på i hallen, når vi er her, men de har spillet tætte kampe mod nogle af de andre store nationer, og de ser ud til at have nogle gode herrer. Det vigtigste er dog, at vi får afsluttet turneringen godt, så vi tager hjem med en god fornemmelse. Spillerne skal fortsætte med at støtte hinanden som hidtil, så vi bevarer den kultur, vi har fået skabt, siger landstræneren.



Tags: , , ,
Kategori: , , , ,