Farlig finaledag ved Li-Ning Skovshoved Senior Grand Prix: – Vi var i perioder tæt på at blive skilt

oktober 13, 2019 18:29 Skrevet af

Bølgerne kan gå højt i en badmintonkamp. Det kan Joachim Fischer og Kati Tolmoff skrive under på. Inden turneringens finale havde kæresteparret dog lavet en aftale. Om det var dén, der bar frugt, er uvist, men Skovshovedparret vandt finalen i mixeddouble. Læs herunder hvordan det gik til, og endvidere hvordan det gik i de øvrige kategorier ved Li-Ning Skovshoved Senior Grand Prix.

 

Flere spændende kampe var på tapetet ved finaledagen af Li-Ning Skovshoved Senior Grand Prix. Mixeddoublekategorien havde masser af x-factor. På trods af lutter sejre havde Joachim Fischer og makkeren Kati Tolmoff ikke været helt enige på banen.

– Vi har ikke spillet sammen før. Hun har fokuseret på sin singlekarriere, og jeg har primært fokuseret på mixeddouble. Men vi spiller en gang imellem sammen til træning. Da vi ses privat, kan det godt være lidt udfordrende nogen gange. Vi var i perioder tæt på at blive skilt under turneringen, siger Joachim Fischer med ironi i stemmen efter kampen.

Semifinalen vandt parret efter en tæt affære, hvor de slog Mathias Thyrri Jørgensen og Mai Surrow med cifrene 21-17, 21-23, 21-16.

Du kan nå det endnu! Køb billetter til DANISA DENMARK OPEN – presented by VICTOR

Inden finalen havde kæresteparret lavet en aftale.

– Inden finalen blev vi enige om, at nu måtte vi lige, i hvert fald især mig, være lidt mere positive inde på banen, og så gik det da også bedre, siger Fischer.

Find alle resultater fra Li-Ning Skovshoved Senior Grand Prix lige her

Den gode stemning på banen i finalekampen fortsætter formentligt også efter kampen. Fischer og Tolmoff var usårlige i finalen, og Skovshoved-spillerne kunne give hinanden et kram foran hjemmepublikummet efter en sejr på 21-14, 21-19 over holdkammeraterne Emil Holst og Claudia Paredes.

– Nu vil vi fejre det med et glas vin, og så er der da lidt bedre stemning, end hvis vi havde tabt. Så tænker jeg også, at vi skal have lidt god mad i aften, inden livet går videre i morgen. Jeg tager til Odense, fordi jeg skal kommentere Denmark Open (DANISA DENMARK OPEN – presented by VICTOR, red.) her den kommende uge, og ugen efter skal jeg nok til Frankrig med det engelske landshold, så der bliver ikke tid til den helt store fejring, siger den tidligere OL-bronzevinder og nu vinder af Li-Ning Skovshoved Senior Grand Prix, der har indledt et samarbejde med det engelske landshold, hvor han skal hjælpe de engelske mixeddoublepar.

Læs også: http: Grand Prix Circuit: Unge stjerne stjæler showet i Aarhus

I de øvrige kategorier var der også stor spænding. Herresinglerækken, der bød på flere overraskelser på førstedagen, blev vundet af Ditlev Jæger Holm.

Læs om turneringsformatet her!

I finalen vandt Værløse-spilleren over Aalborg Tritons Jeppe Bruun Christensen med cifrene 16-21, 21-8, 21-10. Ditlev Jæger Holm var naturligvis glad for udfaldet af kampens sidste to sæt.

– Jeg venter med at åbne op for mit angreb i anden og tredje sæt. Boldene var tunge derinde i dag, og det betyder, at man skal have en god chance, før man angriber, og det får jeg godt styr på. Derudover virker det lidt som om, at Jeppe løber tør for kræfter til sidst, siger vinderen af herresinglerækken, der også regner med at være klar til den næste Grand Prix Circuit-turnering, der spilles i Lillerød i slutningen af november og i starten af december.

– Det betyder helt sikkert noget at komme med til finalestævnet. Det lyder som om, at der et fedt set-up klar til os spillere, siger Ditlev Jæger Holm.

Det er via de fire Grand Prix Circuit-turneringer, at spillerne har mulighed for at kvalificere sig til finalestævnet i Svendborg, der løber af stablen fra den 13.-15. marts 2020.

I damedoublerækken blev det ikke til det ventede opgør mellem dette års DM-vindere Julie Finne-Ipsen og Claudia Paredes. Marie Louise Steffensen og Claudia Paredes tabte deres semifinale til Isabella Nielsen og Elizabeth Jovita.

Julie Finne-Ipsen og Mai Surrow spillede sig derimod i finalen, og de formåede tilmed at vinde den over Isabella Nielsen og Elizabeth Jovita med cifrene 21-19, 21-17.

I herredoublekategorien stod dette års DM-vindere og vinderne af første udgave af Grand Prix Circuit overfor hinanden allerede i semifinalen. Det tætte opgør blev vundet af DM-vinderne Mathias Bay-Smidt og Lasse Mølhede, der slog Kasper Antonsen og Philip Seerup med cifrene 21-18, 28-26.

Bay-Smidt og Mølhede vandt tilmed finalen i to sæt, og de har derfor for alvor meldt sig ind i Grand Prix Circuit. Sejren til parret kommer ovenpå en længere skadesperiode for Lasse Mølhede.

Sidst men ikke mindst kæmpede damesinglerne også om titlen. Her var der i løbet af kampene ingen tvivl om, hvem der var dygtigst søndag formiddag og eftermiddag.

Line Christophersen fejede al modstand af banen og fordoblede sit antal af sejre i Grand Prix Circuit. Line Christophersen havde maksimalt levnet sine modstandere 13 point per sæt før finalen. Finalen blev alligevel markant tættere end de forrige kampe, men resultatet forblev det samme.

Line Christophersen slog Anne Fuglsang med 21-17, 21-18. Der var dermed tale om en knusende sikker turneringssejr. Den unge damesingle er den eneste, der har vundet begge Grand Prix Circuit-stævner.

 

 

 

 

 

 

 

 



Tags: , ,
Kategori: , , , , ,