Badmintonphoto

Krampe satte en stopper for dansk finaleplads: Viktor Axelsen taber til danskerdræberen Jonatan Christie

oktober 26, 2019 18:42 Skrevet af

 

Først en, så to og nu tre. Så mange danskere har indonesiske Jonatan Christie sparket ud ved French Open. Lørdag gik det ud over en opsat, ærgerrig og velspillende Viktor Axelsen, der med krampe og syre op til begge øre måtte se sig slået med cifrene 7-21, 22-20, 21-19.

Herresingle er en kategori, der stiller enorme krav til spillerens fysik. Netop fysikken blev afgørende i dagens kamp mellem Viktor Axelsen og Jonatan Christie.

Trods en mandfolkepræstation kunne Viktor Axelsen ikke forhindre Jonatan Christie i at booke billet til søndagens finaler ved French Open. På trods af tiltagende krampe fightede danskeren, det bedste han havde lært. Det var dog akkurat ikke nok, og Christie kunne derfor kaste sig i gulvet og råbe jublen ud efter en ubegribelig tæt affære i andet og tredje sæt.

Landstræner Kenneth Jonassen var rigtig godt tilfreds med Axelsens præstation, indtil danskeren blev ramt af krampe.

– Jeg hæfter mig ved, at han spiller noget af den allerbedste badminton, som han længe har spillet, indtil han får krampen. Lige nu er nederlaget selvfølgelig en bitter pille at sluge, men Viktor er inde i en proces, og i de to seneste turneringer har han præsteret på et rigtigt godt niveau, siger Kenneth Jonassen.

Find de øvrige resultater fra French Open her

Viktor Axelsen var foran 19-10 i tredje sæt, men det var tydeligt for enhver at se, at danskeren var presset til det yderste, og danskeren havde flere gange undervejs i duellerne svært ved at holde sig oprejst. Christie tog herefter 11 point i træk og snuppede sejren for næsen af danskeren.

– Vi må sætte os og analysere på, hvad der kan gøres i de situationer, hvor der ikke er flere kræfter tilbage. Nogle af duellerne kunne måske være spillet anderledes, men Viktor har svært ved at sætte af i tredje sæt, siger landstræneren, inden han forsikrer, at Viktor Axelsen ikke har pådraget sig en skade.

Axelsen fik efter kampen noget behandling, og intet tyder på, at danskeren står overfor en pause. Danskerens bentøj var dog godt brugt efter kampen, men den forhenværende verdensmester er alligevel klar til at jagte en Super Series-finale, når China Open og Hong Kong Open venter i november måned.

Meget tydede ellers på, at Viktor Axelsen allerede var på vej mod en finaleplads efter lørdagens første sæt. Viktor Axelsen kom flyvende ud ad starthullerne, og den tidligere VM-vinder var særdeles tændt fra kampens start.

Alt lykkedes næsten for danskeren i første sæt, og Jonatan Christe var chanceløs. Indoneseren blev udraderet i kampens første sæt, som endte 21-7 i Viktor Axelsens favør.

Intet var imidlertid afgjort, og det kunne Back to Back måske have forudset. Den danske gruppe synger ”Jonathan giv aldrig op”. Og det gjorde han heller ikke. Verdens nummer 7 kæmpede sig tilbage i kampen, og flere af duellerne blev pludselig meget udmarvende. Andet stik tog Christie med 22-20.

Læs også: Søndagens finaler bød på både overraskelser og magtdemonstrationer

Allerede fra tredje sæts begyndelse var det ikke svært at få øje på, at det ville blive et langt sæt for Viktor Axelsen. Ikke desto mindre kom han fremragende fra start, og danskeren fik opbygget en solid føring. Ved 19-10 kunne Axelsen næsten føle sejren. Alligevel var det formentligt smerten, der fyldte mest hos Axelsen, hvis krop var i forfald. Trods heroisk fight på vaklende ben måtte Axelsen se sig slået af Christe. Den eksplosive indoneser har nu slået tre danskere ud af French Open.

Først ekspederede han Jan Ø. Jørgensen ud, dernæst Anders Antonsen og lørdag var det Viktor Axelsens tur.

Back to Back synger ”Jonathan har ingen venner”. Den sætning har efter lørdagens opgør muligvis noget på sig. Indoneseren har formodentligt ikke fået flere danske venner i løbet af French Open, men det bekymrer han sig højst sandsynligt ikke om. Søndag skal indoneseren op mod Viktor Axelsens overmand fra DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, nærmere bestemt Chen Long.

Finalerne kan følges på TV2 Sport.

 

 

 



Tags: ,
Kategori: , ,