Badmintonphoto

Etter taber til nummer sjok: Tætte og spændende udfald i Badmintonligaens tredje runde

oktober 29, 2019 05:59 Skrevet af

 

Tabellen lyver aldrig. Det var ikke desto mindre bundproppen Aarhus AB, der gik sejrrigt fra banen, da de forhindrede Skovshoved i at få tre på stribe. Holdkampsrunden bød ydermere på tre tætte opgør.

Ingen sejr er givet på forhånd i Badmintonligaen. Det viste mandag aften med al tydelighed, da Aarhus AB, der indtager tabellens sidsteplads, besejrede førerhundene fra Skovshoved, der før kampen var ubesejret i holdets første to kampe.

Det var med hiv og sving, at den aarhusianske klub kunne hive sejren hjem foran hjemmepublikummet, der kunne huje over holdets første sejr i sæsonen.

Engelske Ben Lane og Jessica Pugh sikrede AB en forrygende start, da de i to sæt slog Carsten Mogensen og Mette Poulsen. Kasper Antonsen/Emilie Furbo fulgte op på den gode start med en sejr, inden Skovshoved meldte sig på banen og snuppede tre sejre i træk.

Se resultaternerne fra mandagens fire holdkampe her!

Herefter slog David Kim Kristensen det stærke Skovshoved-kort Emil Holst i anden herresingle, og det skulle vise sig ikke at blive den sidste sejr, han stod for mandag aften. Herefter vandt begge hold endnu en kamp, og stillingen i holdkampen var dermed 4-4.

Anden herredouble var derfor tungen på vægtskålen. På den ene side af nettet stod Ben Lane/David Kim Kristensen, mens Joachim Fischer/Emil Holst stod på den anden. Førstnævnte par trak sig sejrrigt ud af opgøret efter en neglebidende tresætter, hvor sidste sæt sågar blev vundet af det århusianske par med cifre så snævre som 21-19.

Vinderparret var undervejs i opgøret dog ikke bevidste om kampens betydning.

– Det er fedt at stå i en kamp, der er afgørende for holdkampens endelige resultat. Men under selve kampen vidste jeg ikke, at det var vores kamp, der kom til at afgøre slutresultatet. Det var først efter kampen, da jeg så resultattavlen, at jeg fandt ud af, at vi havde afgjort det, siger 24-årige David Kim Kristensen.

Læs også: Top møder bund, og treer møder firer i aftenens runde af Badmintonligaen

Aarhus-spilleren er normalvis vant til udelukkende at fokusere på herresingle, men den nye turneringsstruktur har gjort, at han i Badmintonligaen også får prøvet kræfter med herredoublekategorien.

– Det er fedt at spille herredouble, og det bliver selvfølgelig også sjovere, når man har så god en makker som Ben. Det er dog ret hårdt at spille to kampe så tæt op ad hinanden, siger han, inden han beskriver sejrens betydning.

– Det er virkelig godt for holdet at få en sejr. Vi har ikke fået så god en start, så kampen var meget vigtig for os. Sådan en sejr her løfter stemningen på holdet, og vi viser, at hvis vi rammer vores topniveau, så kan vi godt spille op med de bedste, siger han.

Læs også: Skælskør-Slagelse sender Vendsyssel til Nordjylland med nederlag i bagagen

Et andet sted, hvor de med garanti også var glade for sejren, var i Arena Nord. Vendsyssel afviste Greves forsøg på at gå forbi dem i tabellen, da de slog sjællænderne med 6-3. Den sejr kom i hus med hjælp fra navne som Jan Ø. Jørgensen, Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen.

Mere spænding var der i braget mellem Værløse og Team Skælskør-Slagelse. Den holdkamp blev afgjort med mindst mulig margin, eftersom TSS akkurat var skarpest i deres 5-4-sejr. Mads Pieler Kolding var for første gang i denne sæson i spil for TSS, efter han er vendt tilbage fra en længere skadesperiode. Den hårdtslående Pieler Kolding bidrog til TSS’s samlede sejr, da han vandt første herredouble sammen med Kim Astrup Sørensen.

Læs også: Greve slår Solrød Strand: – Vi er et bedre hold over hele linjen

Sidst men ikke mindst stod Solrød Strand overfor Højbjerg/ViaBiler. Denne holdkamp indeholdt et opgør mellem Danmarks to bedste damesingler, Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt. Mia Blichfeldt vandt den danske damesingle-dyst efter en sejr i tre sæt. Trods det tabte slag kunne Line Kjærsfeldt imidlertid glæde sig over, at Højbjerg/Viabiler vandt krigen. Det midtjyske mandskab vandt med 6-3, og holdet bevarer derfor sin position i toppen af tabellen.

Højbjerg/Viabiler får mulighed for at kravle yderligere op i tabellen, når fjerde runde af Badmintonligaen udspiller sig i slutningen af november måned.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , ,