Badmintonphoto

To danske finalenederlag trods matchbolde: – Pigerne kan være sindssygt stolte

januar 19, 2020 15:38 Skrevet af

Lige ved og næsten. Det er en passende beskrivelse af finaledagen ved Indonesia Masters set ud fra et danskerperspektiv. Maiken Fruergaard/Sara Thygesen måtte se sig slået efter en nervepirrende tresætskamp, hvor danskerne endda havde to matchbolde i tredje sæt. Anders Antonsen var ikke helt så tæt på, men sidste års VM-sølvvinder formåede alligevel at trække Anthony Ginting ud i tre sæt.

Indonesia Masters har været en storslået turnering set med danske briller. Søndag kunne det hele kulminere, da både Anders Antonsen og Maiken Fruergaard/Sara Thygesen skulle snøre skoene på turneringens finaldag.

Damedoublen var den første af de to, som skulle i aktion. Maiken Fruergaard/Sara Thygesen stod søndag formiddag dansk tid i deres første Super 500-finale. Modstanderne hed Greysia Polii/Apriyani Rahayu. De to indonesere kunne i løbet af kampen drage fordel af et entusiastisk hjemmebanepublikum. De indonesiske fans fik sig dog et chok, da Fruergaard/Thygesen vandt første sæt 21-18. Andet sæt var til glemmebogen for danskerne, og det hele skulle derfor afgøres i et neglebidende tæt tredje sæt.

Læs også: Stor dansk dag udmønter sig i to finalepladser: – Pigerne spiller vanvittigt

I tredje sæt havde danskerne på sensationel vis tilspillet sig en matchbold ved stillingen 20-19, og de stod dermed overfor karrierens måske vigtigste point. Polii/Rahayu fik dog afværget matchbolden. Ved 21-20 havde danskerne igen muligheden for at snuppe karrierens største resultat, men endnu engang manglede det fornødne held og den sidste skarphed. Modsat Fruergaard/Thygesen skulle Polii og Rahayu ikke bruge mere end en chance. Trods fabelagtigt dansk spil kunne indoneserne dermed kaste sig i gulvet og juble over hjemmebanesejren, der sluttede med cifrene 18-21, 21-11, 23-21.

Assisterende landstræner Jesper Hovgaard var naturligvis meget skuffet efter kampen, men han havde alligevel masser af roser tilovers for damedoublen.

– Pigerne kan være sindssygt stolte af den kamp, de spiller, og den turnering de har spillet. Det er et enestående resultat. Det er så tæt på, som det overhovedet kan være. Selvfølgelig skal pigerne være skuffet lige nu, men jeg tror til gengæld også, at de er rigtigt stolte af det, som de har lavet i den her turnering. Det har jeg i hvert fald sagt, at de skal være, siger han.

Det var da heller ikke til at se, at det var danskernes første Super 500-finale.

– Der var selvfølgelig lidt nerver på i forhold til det at spille så stor en finale. Maiken og Sara har 8000 tilskuere i mod sig, men de var modige og seje, og de håndterede det virkelig godt.  Det er bare ærgerligt, at det ikke tipper vores vej til sidst, siger Jesper Hovgaard.

Se resultater fra alle finaler ved Indonesia Masters

Der var forsat mulighed for en dansk titelsejr ved Indonesia Masters trods nederlaget i damedouble. Anders Antonsen havde mulighed for at gentage sidste år trumf, hvor danskeren slog Kento Momota i finalen.

Finalen var endnu engang dansk-indonesisk ligesom det var tilfældet i damedouble. Antonsen fik ikke nogen god start på kampen, men han arbejdede sig hurtigt tilbage i opgøret. Første stik tog danskeren med cifrene 21-17. I andet og tredje sæt lykkedes det ikke danskeren at ramme sit topniveau, og derfor kunne de indonesiske fans juble over tre finalesejre i træk, eftersom indoneserne var vidne til en ren indonesisk finale, før Fruergaard/Thygesens damedouble.

Ifølge assisterende landstræner Jesper Hovgaard var Antontens nederlag i høj grad Gintings fortjeneste.

– Anders spiller godt i første sæt og er egentligt også klar på, hvad der skal ske i andet sæt, da han kommer over på modvindssiden. Men vi er bare nødt til at give cadeau til Ginting, der formår at skrue tempoet helt vildt op fra starten af andet sæt, og så er han derudover i stand til at styre vinden virkelig godt, siger Hovgaard.

Selvom det var svært at gøre status på turneringen ovenpå to finalenederlag, så kunne Jesper Hovgaard alligevel godt nævne flere positive ting ved Indonesia Masters.

-Det har overordnet set været en god turnering. Langt bedre end i Malaysia. I alle kategorier har vi slået rigtigt mange højtrangerede spillere. Udover finalisterne i dag, så har Line, Mathias og Alexandra, Kim og Anders og flere af de andre også leveret rigtigt gode præstationer undervejs. Så det er vi glade for. Nu skal der bare arbejdes videre, siger han.



Tags: , , ,
Kategori: , , ,