Photo by Tine Bay

Tre hold sikrer sig plads i Final 4: Skovshoved skal håbe på Greve-kollaps

februar 4, 2020 06:26 Skrevet af

Ny stor rokade i Badmintonligaen. Vendsyssel, Højbjerg/ViaBiler og Solrød Strand kan langt om længe ånde lettet op. Alle tre hold er efter mandagens ligakampe sikret en plads i kampen om DM-titlen. Helt så godt ser det ikke ud for Skovshoved, hvis DM-drøm hænger i en tynd tråd. Greve kan med blot tre sejre i tirsdagens holdkamp mod Værløse overtage Skovshoveds plads i det fine Final 4-selskab.

 

Mandag aften blev flere af de danske ligaholds sæson defineret. To muligheder var i spil. En Final 4-plads eller en plads i det mindre sjove nedrykningsspil. Flere hold havde alt at kæmpe for grundet den tætte stilling i Badmintonligaen. På forhånd var der kun sølle fire point mellem nummer et og nummer fire i den samlede stilling.

Vendsyssel og Skovshoved mødte hinanden i en direkte duel om en af de eftertragtede Final 4-pladser. Skovshoved var presset til at hente en sejr på hjemmebane, hvis de skulle sikre sig en plads blandt ligaens fire bedste mandskaber uden at være afhængige af andre resultater. Vendsyssel var også pisket til at skaffe et godt resultat, hvis gulddrømmene skulle bevares.

Se stillingen i Badmintonligaen

DM-vinderne fra 2018 fik en god start på kampen, efter de hurtigt kom foran 2-0. Herefter svarede Vendsyssel igen, da Robin Tabeling/Cheryl Seinen slog Joel Eipe/Mette Poulsen i en oprivende kamp, der blev afgjort med 21-19 i tredje sæt.

Doublekampene var i det hele taget markant tættere end singlekampene. Vendsyssel vandt usvigeligt sikkert begge herresinglekampe over Skovshoved, der måtte undvære en skadet Rasmus Gemke. Skovshoved var derimod klart stærkest i damesinglekampene, idet de vandt begge af disse i to sæt.

Da det spidsede til var nordjyderne imidlertid stærkest. Debora Jille/Cheryl Seinen tog sig af første damedouble, da de slog Claudia Paredes/Mette Poulsen med cifrene 21-11, 24-22. I første herredouble viste Vendsyssels hollandsk-kroatiske duo sig at være for stor en mundfuld for det rutinerede Skovshovedpar Joachim Fischer/Carsten Mogensen. Derfor kunne et forrygende Skovshovedcomeback i anden herredouble ikke ændre på det faktum, at Vendsyssel vandt holdkampen.

Se resultaterne fra alle mandagens kampe

5-4-sejren betyder, at nordjyderne topper Badmintonligaen, eftersom Højbjerg/ViaBiler led deres andet nederlag i træk, da de tabte 4-5 til Værløse. I den kamp duellerede to af de damesinglespillere, der er seedet til RSL DM 2020. Julie Dawall formåede overraskende at slå Line Kjærsfeldt i tre sæt, og den sejr var blandt nøglekampene i det opgør.

Vendsyssels førsteplads kan dog vise sig at være til låns, da Greve tirsdag aften har muligheden for at fravriste Vendsyssel førstepladsen, når de spiller mod Team Skælskør-Slagelse.

Førnævnte kamp kommer Skovshoved, ligesom Vendsyssel, uomtvisteligt til at følge tæt, da Team Skælskør-Slagelse har “skovsernes” skæbne i deres hænder. Skovshoved skal klynge sig til håbet om, at Greve vinder mindre end tre kampe mod sidste års DM-vindere fra Skælskør-Slagelse.

De forsvarende mestre er dog ikke uvante med at drille Greve-madskabet, hvilket sidste års DM-finale er et vidnesbyrd på. Team Skælskør-Slagelse har dog ikke mulighed for at genvinde DM-titlen, da en top fire-placering ikke ligger inden for holdets rækkevidde.

RSL DM 2020 er lige om hjørnet. Køb din billet her

Solrød Strand behøver modsat Skovshoved ikke at være nervøse. Holdet rejste sig flot efter sidste rundes 2-7-nederlsag til Vendsyssel. Holdet leverede en imponerende indsats og slog Aarhus AB med 7-2. Det betyder, at Solrød Strand er sikret en tredje- eller fjerdeplads i grundspillet alt efter udfaldet af tirsdagens kamp.

Programmet til RSL DM 2020 kan ses her



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , ,