Badmintonphoto

Danmark skriver historie: Herrelandsholdet knuser al modstand og vinder EM uden at afgive et sæt

februar 16, 2020 18:08 Skrevet af

Aldrig er en EM-turnering vundet så komfortabelt. Danmark udraderer al modstand og vinder EM for herrehold uden at afgive et sæt igennem hele turneringen. Søndag gik det udover finalemodstanderen fra Holland, der var chanceløse fra start til slut.

 

Søndag den 16. februar manifisterede Danmark sin position som badmintonstormagt. Først cementerede det danske damelandshold, at der ikke er nogen over eller ved siden af dem, når det handler om at klaske til en fjerbold, da de besejrede Tyskland med 3-1.

Søndag eftermiddag fulgte herrerne trop, da de spadserede forbi Holland i finalen og vandt knusende sikkert med 3-0. Landstræner Jakob Høi havde da heller ikke nogen finger at sætte på den danske præstation.

– Vi har sendt et signal til de andre lande omkring, at vi tager turneringen alvorligt. Vi kommer og har en vision, og den er nu opfyldt med guldmedaljen. Det er flot, at vi ikke taber et eneste sæt i løbet af hele turneringen. Udover medaljen så har vi haft det rigtigt sjovt her i Frankring, siger Jakob Høi.

Vil du se det danske herre- og kvindelandshold på hjemmebane mod verdens bedste? Så kan du allerede i dag købe billet til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus

Fællesskabet på holdet virker til at være en stor styrke, omend Danmark aldrig blev presset under EM-slutrunden.

– Vi har været enige om at være skærpet til hver kamp, og så har vi hver dag strammet op og snakket om, hvad den enkeltes bidrag er til holdet andet end at klappe. Hvad kan vi gøre for hinanden udenfor banen, og når vi er på hotellet. Der er selvfølgelig altid ting, som man kan optimere, siger han.

EM-guldet kom i hus i meget sikker stil, og Jakob Høi er da heller ikke overvældet over konkurrencen ved slutrunden.

– Jeg er skuffet over det samlede niveau ved turneringen. Det må jeg indrømme. Der er mange nye hold, men jeg synes, at vi har gjort det, som vi skulle. Så credit til drengene, siger han.

Læs også: Damelandsholdet genvinder europamesterskabet

Første mand i aktion for Danmark i EM-finalen var Viktor Axelsen. Fynboen startede ud som lyn og torden, da han baskede Mark Caljouw 21-6 i første sæt. Andet sæt blev en anelse tættere, men Axelsen var aldrig under pres, og han tog første stik hjem for Danmark, da han vandt andet sæt 21-16.

Mønsteret fortsatte i første herredouble, hvor Danmark ligeledes var ovenpå fra start til slut.

Kim Astrup/Anders Skaarup viste ingen nåde og udbyggede Danmarks føring til 2-0, da de i overbevisende stil knuste verdensranglistens nummer 36, Jelle Maas/Robin Tabeling.

De to sejre betød, at Anders Antonsen kunne sikre Danmark europamesterskabet, hvis han slog Joran Kweekel i anden herresingle. Kweekel havde inden turneringen fået en kronragning, da traditionen i Holland foreskriver, at turneringsdebutanter skal karseklippes før turneringsstart. Trods den aerodynamiske stil kunne Kweekel ikke røre Anders Antonsen, som ikke havde i sinde at formøble chancen for at lukke holdkampen.

Klik her og se flere detaljer fra finalekampen mellem Danmark og Holland

Århusianeren diskede i løbet af kampen op med flere detaljer, heriblandt en opsamling mellem benene i første sæt. Antonsen lukkede ligesom sine holdkammerater stensikkert sin kamp i to sæt.

Danmark kan dermed lade sig krone som europamestre uden at afgive et eneste sæt i løbet af turneringen, hvilket aldrig et sket før. Det er dog på ingen måde ukendt terræn for herrelandsholdet at vinde EM. Herrelandsholdet kan nu kalde sig ottedobbelte forsvarende europamestre.



Tags:
Kategori: , , , ,