Federación Española Bádminton

Forrygende dansk start på U15 EM i Spanien

September 21, 2022 21:57 Skrevet af

Europamesterskaberne for U15-spillere er skudt i gang i Ibiza i Spanien, og de danske spillere fik den bedst tænkelige start på turneringen. Alle ni kampe med dansk deltagelse blev nemlig vundet.

 

De danske badmintontalenter var suveræne på førstedagen ved U15 EM. 200 spillere stiller op i turneringen om medaljer og titlen som Europas bedste, hvoraf otte af dem er fra Danmark.

Sammen med de danske U15-spillere er U15-landstræner Thomas Nielsen afsted til Spanien, og han roser spillernes evne til at ryste nervøsiteten af sig og håndtere favoritværdigheden.

– I dag har det mest handlet om at mærke hallen. Spillerne skulle finde sig til rette og få den værste nervøsitet ud af kroppen. Det synes jeg, at de har løst rigtig godt. De fandt noget godt spil frem og lærte at tackle det at være favorit, for det har vi været i alle kampe i dag, siger Thomas Nielsen.

Vil du se verdens bedste badmintonspillere i aktion? Så klik her og køb billet til DENMARK OPEN presented by VICTOR i efterårsferien

Thomas Nielsen fremhæver især Sarah Jeppesen i damesingle, der trods et tabt første sæt formår at rette op på situationen og hive sejren hjem.

– Sarah Jeppesen var nervøs, men får alligevel tacklet det og ender med at spille et rigtigt godt tredje sæt. I andet sæt spiller hun også rigtig godt, indtil hun fører 16-12, hvor hun så nærmest slukker, og modstanderen kommer op på 16-16. Heldigvis får Sarah stoppet op og clearet hovedet, og husker på de små ting, der gør en forskel. Derfra kigger hun sig ikke tilbage. Det er sejt gået, siger Nielsen.

Her kan du se de danske U15-spillere i aktion ved U15 EM

Selvom U15 EM er en individuel turnering, så har de danske spillere også heppet på hinanden fra tribunen i hallen, og det betyder meget.

– Det er en af de første store turneringer, hvor der er pres på. Jeg tror også, at de er landet godt i, at der er en god tone blandt spillerne, hvor man hjælper hinanden og er lidt afslappede omkring det. Det betyder rigtig meget, også for os som trænere med at hjælpe dem igennem. Når danskere har stået på banen, så har de andre sørget for at klappe og heppe, siger U15-landstræneren.

Klik her og få et overblik over alle kampene på den første dag ved U15 EM

Herunder kan du se resultaterne af de danske kampe:

Mixeddouble:

  • *Mikkel Eilersen Bouet/Eline Landsvig (DEN) – James Song/Sofie Song (ENG): 21-17, 21-10
  • *Jens Andersson/Athene Lyduch Thornild (DEN) – Teodor Mitev/Alteya Stoeva (HUN): 21-10, 21-10

Herresingle:

  • *Frederik Hinding (DEN) – Flint Croes (BEL): 21-8, 21-5
  • *Aske Rømer Roslyng (DEN) – Tymofii Kadiemin (UKR): 21-7, 21-8

Herredouble:

  • *Mikkel Eilersen Bouet/Frederik Hinding (DEN) – Axel Gras/Sam Lindberg (FIN): 21-11, 21-9

Damesingle:

  • *Mathilde Bach Moesgaard (DEN) – Mandy Duijndam (NED): 21-10, 21-8
  • *Sarah Jeppesen (DEN) – Hiu Ching Chloe Tsai (NED): 14-21, 21-17, 21-8

Damedouble:

  • *Eline Landsvig/Athene Lyduch Thornild (DEN) – Ana Pranic/Rania Vindis (CRO): 21-7, 21-14
  • *Sarah Jeppesen/Mathilde Bach Moesgaard (DEN) – Yael Brunnschweiler/Sanna Germann (SWI): 21-10, 21-14

 

Klik her og se morgendagens kampe ved U15 EM

Frederik Hinding er første dansker på banen i morgen, når han møder en spiller fra Bulgarien. De første kampe skydes i gang fra morgenstunden, hvor Danmark således har deltagende spillere i ti kampe, idet endnu en dansk herredouble med Jens Andersson/Aske Rømer Roslyng træder ind i turneringen.

Der deltager 200 U15-spillere fra 30 forskellige lande i Europa ved europamesterskaber, der i år afholdes i Ibiza i Spanien.

U15 EM spilles fra onsdag d. 21. september til lørdag d. 24. september



Tags: , , , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,