Foto: Allan Høgholm

Anden nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Frank Larsen

March 23, 2023 07:30 Skrevet af

For ottende gang skal vinderen af Badminton Danmarks Talentpris findes. Formålet med prisen er at sætte fokus på og anerkende det store talentarbejde, der bliver gjort i dansk badminton.

 

Det er tid til at præsentere endnu en nomineret til dette års udgave af Badminton Danmarks Talentpris.

Denne gang er det Frank Larsen. Selvom han også har ansvaret for nogle af Danmarks bedste ungdomsspillere i sit arbejde som U17-landstræner, så er det for sit store arbejde i Gentofte Badminton Klub, at han er nomineret til Badminton Danmarks Talentpris 2023. Han er stolt over, at Talentpris-panelet har valgt at pege på ham som en af de nominerede.

– Det er jeg sindssygt glad for. Det er et kæmpe skulderklap, at nogen bemærker det, man laver, og synes, man gør et godt stykke arbejde. Så det er jeg virkelig glad for. Jeg blev også meget overrasket og stolt, da jeg fik overrakt nyheden om nomineringen, siger Gentofte-træneren.

Læs også: Første nominerede til Badminton Danmarks Talentpris: Ann Nielsen

Frank Larsen har i Gentofte Badminton Klub formået at skabe en rød tråd i Gentofte, hvor der er en klar strategi i ungdomsafdelingen med træningsprincipper fra U9 og op til U19.

Han laver en plan for, hvad de forskellige træninger skal indeholde i løbet af ugen, og alt det indgår i en sammenhængende overordnet plan for, hvad der skal arbejdes med i de forskellige perioder af sæsonen.

– Jeg er glad for, der er blevet lagt mærke til det. Det er noget, jeg har forsøgt, siden jeg fik hovedansvaret i 2014. Jeg ville prøve at skabe klubben på ny med en ny struktur, en rød tråd, og klare planer og målsætninger for, hvad vi skal. Siden er jeg også blevet seniortræner, og jeg har taget mange idéer med på seniordelen også. Det har gjort, at alle trækker i samme retning. Først og fremmest kan man se det på resultatsiden, og folk omkring kan se værdien af det arbejde, der bliver lagt, påpeger Frank Larsen.

Klik her for at læse mere om Badminton Danmarks Talentpris og om kriterierne bag

Det er 18 år siden, han kom til Gentofte, og han har nydt de mange års arbejde med ungdomsspillere, som han har set blomstre til seniorspillere.

– Jeg har en god og stærk position i klubben, og jeg har en god relation til spillere og forældre. Jeg har også fulgt spillerne tæt gennem mange år. Jeg har for eksempel fulgt Victor Ørding Kauffmann, siden han var 7-8 år, og generelt kan jeg nævne rigtig mange seniorspillere, som jeg har set vokse op i vores ungdomsafdeling, siger Frank Larsen.

 

Badminton Danmarks Talentpris uddeles lørdag 1. april i forbindelse med VICTOR UDM i Brøndby.

 

Tidligere vindere af Badminton Danmarks Talentpris

2022 – Tanja Berg, Værløse

2021 – Thomas Nielsen, abc Aalborg

2020 – Jakob Poulsen, Solrød Strand Badmintonklub

2019 – Lennart Engler, Odense BK

2018 – Michael Kjeldsen, Højbjerg Badmintonklub

2017 – Steen Thomsen og Peter Nedergaard, Kolding BK

2016 – Preben Nørgaard, Solrød Strand Badmintonklub



Tags: ,
Kategori: , , , ,