Om ungdomslandsholdene

Badminton Danmark har tre ungdomslandshold: Et U15-landshold, et U17-landshold og et U19-landshold. Fælles for ungdomslandsholdene er, at Badminton Danmark gennem glæde, udvikling, oplevelser og fællesskab ønsker at fastholde spillerne livslangt i badmintonsporten – uanset hvilket spillerniveau de når.

Ungdomslandsholdene repræsenterer Danmark ved UVM (U19), UEM (U19, U17 og U15), 6 Nations (U17) og 8 Nations (U15).

Danmark har en storartet historie, når det kommer til at præstere i ungdomsturneringer og -mesterskaber, og selvom konkurrencen bliver større og større på ungdomssiden, er det stadig ambitionen at være den førende nation i Europa i ungdomsbadminton.

Klik her for at se et udpluk af resultaterne for ungdomslandsholdene

Til trods for ambitionen om fortsat at dominere i ungdomsrækkerne, er missionen hos Badminton Danmark at fremelske badmintonspillere i verdensklasse på seniorniveau. Derfor kommer ungdomsspillernes udvikling før resultaterne, så der fokuseres på den langsigtede proces, fremfor det kortsigtede resultat.

Udtagelseskriterierne for spillerne til Badminton Danmarks Ungdomselitegruppe er derfor udviklingspotentiale set i et seniorperspektiv. Resultater og spilleniveau indgår naturligvis i denne vurdering, men det afgørende er Badminton Danmarks vurdering af spillerens mulighed for i sidste ende at vinde medaljer til Danmark som seniorspiller.

Den sportslige ledelse bag ungdomslandsholdene er:
Elite- og sportschef: Jens Meibom
Talentudviklingschef: Lars Uhre
U19-landstræner: Jonas Lyduch, Kasper Dinesen og Frank Larsen
U17-landstrænere: Frank Larsen og Nadia Lyduch
U15-landstrænere: Thomas Nielsen og Steen Thomsen