AirBadminton for klubber

Der er noget nyt og uformelt over AirBadminton, men spillet kan også komme din klub til gavn. AirBadminton kan både bruges i forbindelse med:

  • Synliggørelse af klubben
  • Rekruttering af nye medlemmer
  • Fastholdelse af eksisterende medlemmer

Hvem havde forestillet sig, at vi nu kan spille klubmesterskaber i august – udendørs!

Rekruttering af nye medlemmer
AirBadminton giver klubberne en unik mulighed for at flytte badmintonspillet ud af hallen, og derhen hvor de nye medlemmer er.

AirBadminton kan spilles på alle underlag (græs, sand og hårde overflader), og dermed kan din klub vise badmintonspillet frem alle steder og skabe kontakt til nye medlemmer. Man kan spille AirBadminton i skolegården, på parkeringspladsen, i parken, på gågaden, på torvet, på stranden og mange andre steder – det er kun fantasien, der sætter grænsen.

Når I møder de nye medlemmer, så inviter dem ind på banen og lad dem prøve kræfter med spillet. Og benyt også lejligheden til at fortælle om jeres klub, og hvordan man kommer i gang med at spille badminton hos jer.

Fastholdelse af medlemmer
AirBadminton giver også nogle nye muligheder for at skabe variation fra det almindelig badmintonspil, så klubbens spillere kan få fornyet luft under ketsjeren.

AirBadminton kan spilles af alle uanset alder og niveau, og dermed kan det bruges af alle klubbens medlemmer og give afbræk fra den traditionelle træning.

Man kan fx spille AirBadminton på sommerlejren for klubbens ungdomsspillere, sommerfesten for klubbens voksne kan indledes med en omgang AirBadminton, klubbens 60+ hold kan udfordre det lokale petanquehold i en duatlon med AirBadminton og petanque og klubbens konkurrencehold kan afrunde dagens løbetræning med en omgang i AirBadminton i parken eller på stranden.

Hvem ved, måske skal klubben afvikle de officielle klubmesterskaber i single, double og triple på græs, i sand og på hård overflade – slip bare fantasien fri.