Mia Blichfeldt og Anders Antonsen står hver især overfor deres første VM-kvartfinale nogensinde i karrieren. Her møder de henholdsvis Chen Yufei og Chen Long fra Kina, og selvom danskerne på papiret er undertippen, ser både cheflandstræner Kenneth Jonassen og assisterende landstræner Kim Nielsen chancer for dansk avancement.
Kokken 17.00 i dag går Mia Blichfeldt på banen til sin første VM-kvartfinale i karrieren. Her møder den 22-årige danske damesingle Chen Yufei, som hun har spillet mod fem gange før, hvoraf det er blevet til én sejr.
Skal Blichfeldt have sin anden sejr over kineseren, er det vigtigt, at hun tør at spille med stor tålmodighed, vurderer hendes hovedtræner, assisterende landstræner, Kim Nielsen.
– Mia skal indstille sig på fra start, at det her bliver en hård kamp. Chen Yufei er enorm boldsikker og tålmodig. Hun lukrerer på, at hendes modstandere overforcerer, og så kan hun stå godt i defensiven. Så Mia skal turde blive i duellerne, for Chen Yufei vil gerne have, at Mia vil forsøge at skabe spillet, så hun kan slå kontra og få pointene. Derfor er det vigtigt, at Mia har ro og troen i sit eget spil, siger Kim Nielsen og fortsætter.
– Chen Yufei er en verdensklassespiller, og hun er måske lidt mere rolig, da hun har en VM-medalje fra tidligere. Hun har mere erfaring med de store kampe, så hun må nok også påtage sig favoritrollen, men jeg synes også, at vi har en fornuftig chance, som vi skal gå efter.
Chen Yufei vandt VM-bronze i 2017, og verdenslistens nummer tre har i år vundet All England, Swiss Open, Australian Open og Thailand Open.
Nær så mange titler har Anders Antonsens modstander Chen Long ikke. Rent faktisk har han ikke nogen titler fra i år. Men 30-årige Long har for vane at slå til ved mesterskaber, hvilket han har bevist med både olympisk guld og VM-guld.
Derfor er cheflandstræner Kenneth Jonassen også overbevist om, at der venter 22-årige Antonsen en svær opgave. Men taktikken er lagt til at skabe overraskelsen.
– Anders skal sikre, at han spiller varieret, og han tør at bruge Chen Longs bagbane rigtig meget. Alligevel skal Anders turde at give det chancen og slå varieret i sine angrebsslag. Overordnet ved vi godt, hvordan man kan slå Chen Long, men det svære er selvfølgelig at udføre det. Chen Long kører ikke i et opskruet tempo. Han spiller med kvalitet. På den måde kommer man som modstander til at forcere ens angrebsspil, og det giver lange løbeture. På den måde kan det føles meget monotont at spille imod ham, siger Kenneth Jonassen.
Antonsen har mødt Chen long seks gange før, og tabt de seneste fem indbyrdes opgør. Alligevel ser cheflandstræneren aftenens kvartfinale som et lige opgør.
– Jeg tror, at det er en helt åben kamp. Der er facetter, der kan favorisere begge spillere. Chen Long har erfaring og sejre for de seneste indbyrdes opgør, mens Anders har haft en stigende formkurve, og han har masser af selvtillid. Derinde imellem bliver det afgørende, og det bliver spændende. Anders kan sagtens spille en brændkamp og stadig ikke vinde, fordi Chen Long lykkes med sine ting og spiller på højt niveau, siger Jonassen.
Anders Antonsen og Chen Long spiller sidste kamp på Bane 1. Kampen forventes at blive spillet omkring klokken 20.30.
TV 2 SPORT sender live fra VM 2019 i Basel.