Fairplay

Badminton er en enestående sportsgren, da langt de fleste badmintonkampe afvikles, hvor spillerne selv dømmer kampene. Det stiller store krav til badmintonspillernes opførsel og evne til at dømme fair.

Badminton Danmark og DGI Badminton går ind for FAIRPLAY, da det danner fundamentet for, at det er sjovt at konkurrere, giver masser af gode oplevelser og at der er plads til alle.

At være FAIR handler om at opføre sig ordentligt, ærligt og retfærdigt, samt ikke virke stødende med sin adfærd, både i forhold til dem der spilles med og imod.

FAIRPLAY er at overholde reglerne og respektere sin modstander og handle på en måde, der sikrer retfærdighed og en god afvikling af
konkurrencesituationen.

FAIRPLAY er at være ærlig og retfærdig, også selvom det ikke er til ens egen fordel. Det betyder, at du skal være villig til at ofre egen succes til fordel for et retfærdigt udfald.

FAIRPLAY handler om spillet på banen, men også om hvad der sker udenfor stregerne på tilskuerpladserne, så det gælder både spillere, trænere og forældre.

Gensidig respekt og FAIR PLAY overfor hinanden giver de bedste forudsætninger for gode oplevelser for alle.