Første kandidat til Badminton Danmarks Talentpris 2020: Jakob Poulsen

af | aug 10, 2020

I den kommende uge frem mod Ungdoms-DM præsenterer vi årets fire kandidater til Badminton Danmarks Talentpris 2020. Den første af de nominerede er Solrød Strand-træneren Jakob Poulsen, der i en årrække har sat sit tydelige præg på talentudviklingen i Danmark. I indstillingen til prisen bliver han beskrevet som dedikeret, engageret og grundig i sit arbejde, ligesom hans forståelse for den enkelte spillers personlige udvikling er uforligneligt.

 

Indstillingerne til Badminton Danmarks Talentpris 2020 er nu nede på blot fire nominerede, som vi i løbet af den kommende uge vil præsentere enkeltvis.

Den første kandidat er Solrød Strand-træneren Jakob Poulsen, der har sine rødder i det vestjyske. Dét at tage aktiv del i foreningslivet har aldrig været noget, der blev sat spørgsmålstegn ved, men alligevel vækker anerkendelsen glæde hos hovedpersonen selv.

– Det er altid dejligt at blive anerkendt for det stykke arbejde, man gør, men den største driver i mit arbejde bliver aldrig den personlige anerkendelse. Det vil altid være at se mine spillere udvikle sig – såvel spilmæssigt som menneskeligt. Når jeg så får sådan en indstilling, så bliver jeg da glad, og jeg bliver glad for anerkendelsen, men min største driver er langt fra min egen succes, siger Jakob Poulsen.

Find dine billetter til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus her

Foreningslivet har givet Jakob utallige glæder gennem årene, så tanken om, at det ikke skulle være en vigtig del af ham, er utænkelig. Den drivkraft er motivationen bag de mange timer i hallen, som mange unge mennesker hver dag har glæde af.

I indstillingen af Solrød Strand-træneren lægges der blandt andet vægt på hans dedikation og engagement i klubben og hans uovertrufne arbejde med dansk talentudvikling, som har hjulpet flere spillere godt på vej til Det Nationale Elitecenter i Brøndby. Særligt overgangen fra talentfuld ungdomsspiller til senior har været hans fokusområde.

Og det er der ifølge ham selv en ganske god årsag til.

– Lige præcis i den alder fra ungdom til senior udvikler spillere sig rigtig meget både sportsligt og menneskeligt. Jeg arbejder også som gymnasielærer til daglig, og at være med på den rejse og bidrage til andre menneskers udvikling er bare en ufattelig fed proces, siger Jakob Poulsen.

Jakob Poulsens værdier og evner til at sætte sig ind i den enkelte spilleres behov og forudsætninger både på og uden for banen har da også været medvirkende til, at Badminton Danmarks Talentprispanel har valgt at nominere netop ham blandt de indstillede kandidater, lyder det fra Badminton Danmarks talentudviklingschef Bo Ømosegaard.

– Jacob har været med igennem mange år. Det der er med ham, er, at han som person er utrolig engageret og går meget ind i et personligt samarbejde. Han sætter sig virkelig ind i den enkelte spilleres forudsætninger, og selvom han selvfølgelig står meget i hallen, så er han også god til at bruge tid med spillerne udenfor. Derudover er han altid orienteret omkring tingene, samarbejdsvillig og god til at lægge en struktureret og personlig plan, siger Bo Ømosegaard.

Ifølge den ellers ydmyge hovedperson selv har han ikke disse værdier fra fremmede. Og netop af en særlig grund får indstillingen til Talentprisen en helt unik betydning.

– Den her pris skulle være uddelt de 4. april 2020, og der bliver Ungdoms-DM udskudt. Præcis den dag dør min mor, og det der står i den her indstilling til Talentprisen, er faktisk rigtig mange af de værdier, jeg har med fra hende. Så på den måde er denne nominering temmelig speciel for mig. Jeg kan bare mærke, at sammenfaldet med den dato, hendes død og de værdier, jeg er indstillet for, har gjort, at prisen betyder et eller andet helt vildt fint for mig, fortæller Jakob Poulsen.

Læs mere: Lennart Englar vinder Badminton Danmarks talentpris 2019

Den endelige prismodtager vil blive fundet ved en afstemning blandt udvalgte talenttrænere, heriblandt ungdomslandstrænere, talentcentertrænere samt undervisere på badmintonsportens træneruddannelser.

Vinderen af Badminton Danmarks Talentpris 2020 vil blive hædret til Ungdoms-DM, der afholdes den 14.-16. august. Oprindeligt skulle mesterskabet være afholdt i april.