Officielt: Badminton Danmark har fået ny formand og eliteansvarlig

af | sep 12, 2020

Tore Vilhelmsen og Carsten Werge er for første gang valgt ind i Badminton Danmarks hovedbestyrelse, mens Jeanette Lund er valgt for en periode mere. Mens de nyvalgte går ind med mod på store ændringer, håber sidstnævnte at kunne holde fast i det gode eventarbejde i en svær Covid-19-tid.

 

Spændingen udeblev på Badminton Danmarks repræsentantskabsmøde. Gennem året har kandidaterne til formandsposten, posten som eliteansvarlig samt posten som eventansvarlig været i en positionskamp. Men da de øvrige kandidater trak deres kandidatur inden i dag, var der kun Tore Vilhelmsen, Carsten Werge og Jeanette Lund tilbage og disse tre blev valgt uden indvendinger.

Tore Vilhelmsen overtager titlen som formand i Badminton Danmark efter René Toft, som ikke valgte at genopstille efter sin syvårige formandsperiode.

34-årige Tore Vilhelmsen har siddet som formand i Badminton Danmarks holdturneringsudvalg, men går nu videre op ad stien til titlen som formand for Badminton Danmark.

Odenseaneren ser frem til endelig at komme i gang med at gøre en positiv forskel på en inddragende og samlende facon med fokus på bredde, elite og fællesskab.

– Jeg er enormt glad og stolt over den opgave, der venter mig. Jeg vil gå i gang med det samme og sætte handling bag ordene, men som jeg sagde på talerstolen, har vi i hovedbestyrelsen også brug for tid. Men selvom ændringerne ikke sker over natten, skal klubberne hurtigt kunne mærke, at der sker noget nyt, siger Tore Vilhelmsen.

Tore Vilhelmsen er valgt ind for en treårig periode og er i sit civile erhverv Leder af Odense Kommunes selskabsteam.

Da Tore Vilhelmsen blev valgt som formand for Badminton Danmark, afgik han uden for tur som holdturneringsudvalgsformand. Her blev Peter Locht valgt.

Carsten Werge er også nyt ansigt i Badminton Danmarks hovedbestyrelse. Carsten Werge blev valgt ind som eliteansvarlig, hvor han erstatter Kenneth Larsen. Den af nogen velkendte fodboldkommentator og journalist for TV3 SPORT kommer med politisk erfaring fra Hvidovre Badminton Club, hvori han er formand.

Werge ønsker med sin profil at komme ind og bygge og udvikle eliteområdet i Badminton Danmark.

– Det fleste siger, at de går ind med ydmyghed. Det gør jeg ikke. Jeg kommer til at gå ind med en helt masse tro på, at jeg kan lave nogle ting om. Men jeg kommer jo ind uden at have nogen dagsorden på forhånd, så jeg skal tale med eliteklubberne, med landstrænerne og spillerne, og når jeg så har været hele vejen rundt, vil jeg lave en prioriteret liste over, hvad der er vigtigst lige nu, siger Carsten Werge, som er valgt ind som eliteansvarlig fra 2020-2022.

Det sidste hovedbestyrelsesmedlem, som var på valg i dag, var Jeanette Lund. Indtil for nylig stillede Torben Pedersen også op som nyt navn til hovedbestyrelsen, men han trak sig i august. Dermed kan Jeanette Lund se frem til en ny toårig periode som eventansvarlig i Badminton Danmark.

En periode hun ser frem til trods den store usikkerhed på den korte bane set i lyset af Covid-19.

– Jeg skal fortsætte det arbejde, som vi har lavet med vores direktør Bo Jensen og administrationen i forhold til at fortsat at være en attraktiv eventdestination og vært. Vi har i mange år bevist, at vi godt kan, og at vi har den know-how og organisering som gør, at vi kan tage de her store værtskaber. Nu håber vi selvfølgelig på, at det hele kommer til at spille i efteråret, men vi må se, hvad det bringer, siger Jeanette Lund.

Jeanette Lund er i det daglige event manager i Destination Fyn.

Efter dagens repræsentantskabsmøde ser Badminton Danmarks hovedbestyrelse således ud:

Formand: Tore Vilhelmsen (ny)

Næstformand: Jens Dall-Hansen (ikke på valg)

Eliteansvarlig: Carsten Werge (ny)

Eventansvarlig: Jeanette Lund (genvalgt)

Holdturneringsansvarlig: Karsten W. Hansen (ikke på valg)

Økonomiansvarlig: Kristian Boye Nielsen

Udvikling- og breddeansvarlig: Martin Andersen

Kredsansvarlig Øst: Anders Nielsen (ikke på valg)

Kredsansvarlig Vest: Kristian Hedelund (ikke på valg)