BWF har netop offentliggjort, hvilke datoer TOTAL BWF Thomas & Uber Cup kommer til Danmark i 2021. Det sker den 9.-17. oktober, at verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold for første gang nogensinde samlet kommer til Europa, når Ceres Arena, Aarhus, lægger baner til badminton i verdensklasse.
2020 blev ikke året, hvor verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold, TOTAL BWF Thomas & Uber Cup, blev afholdt for første gang skulle afholdes i Europa, som det ellers var planlagt. Men nu er der godt nyt. For BWF har netop offentliggjort, at mesterskaberne kommer til Ceres Arena i Aarhus den 9.-17. oktober 2021.
– Vi er rigtig glade for, at vi i samarbejde med BWF, vores sponsorer og partnere er lykkedes med at finde nogle nye datoer for Thomas & Uber Cup i 2021. Forhåbentlig vil vi her være på den anden side af Covid-19, så flere danske og udenlandske fans får oplevelsen af at se verdens bedste badmintonspillere live i en af verdens bedste event-lande, hvor vi vil lægge os i selen for at skabe den badmintonfest, vi alle har savnet og ventet på, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.
Klik her for at læse mere om TOTAL BWF Thomas & Uber Cup 2020
Der bliver knald på badmintonsporten i Danmark til oktober. Foruden TOTAL BWF Thomas & Uber Cup i uge 40 og 41, spilles VICTOR DENMARK OPEN på vanlig vis i Odense i uge 42, 19.-24. oktober. Så de danske fans får forhåbentlig rig mulighed for at se deres nationale såvel som internationale idoler.
I Aarhus glæder man sig til at stå for at byde verdensmesterskaberne velkommen til oktober.
– Der er håb om, at vi snart kan begynde at vaccinere mod Covid-19, og at vi kan begynde at tro på en lysere fremtid, hvor vi igen må samles om store begivenheder og gode oplevelser. Jeg ser frem til, at vi til oktober forhåbentlig kan byde hele verdens badmintonelite velkommen i Aarhus. Vi har sammen med de mange badmintonfans og frivillige i Aarhus med spænding set frem til at få sat dato på denne store event, siger rådmand for Kultur og Borgservice Rabih Azad-Ahmad
Sport Event Denmark ser også frem til at få endnu en skyskraber i det danske eventprogram for 2021.
– Det er glædeligt, at der nu er dato for Thomas & Uber Cup næste år. VM for hold bliver således ét af fyrtårnene på 2021-eventkalenderen sammen med blandt andet EM i fodbold og VM i kano og kajak sprint, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Sammen med TOTAL BWF Thomas & Uber Cup-sponsorerne, TOTAL (titelsponsor), HSBC, Yonex, Moutai, GoDaddy, Alps, Danisa og Mille Food samt mesterskabets samarbejdspartnere BWF, Aarhus Kommune, Sport Event Denmark, Salling Fondene og ViaBiler glæder vi os til at byde jer velkommen til TOTAL BWF Thomas & Uber Cup i Ceres Arena, Aarhus, den 9.-17. oktober.
Fakta:
TOTAL BWF Thomas & Uber Cup spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, 9.-17. oktober 2021.
Danmark er det første land i Europa som har vundet værtskabet for TOTAL BWF Thomas & Uber Cup.
TOTAL BWF Thomas & Uber Cup 2020 skulle oprindeligt have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev mesterskaberne først flyttet til august, senere så oktober, før de til sidst blev skubbet til 2021.
Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.
Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.