BWF-tilmelding til internationale turneringer kan fremover tjekkes på BadmintonPlayer

af | apr 16, 2021

Med henblik på at sikre at alle spillere tilmeldes korrekt og rettidigt til internationale turneringer, publicerer Badminton Danmark nu tilmeldingslisterne på BadmintonPlayer. Se her, hvordan du skal gøre for selv at gå tilmeldingen efter i sømmene.

 

Skal man tilmeldes en international turnering, foregår det som hidtil gennem Badminton Danmark via BadmintonPlayer.

Processen vil således være som følger:

Den sidste frist for tilmelding falder via BadmintonPlayer på søndagen inden den sidste officielle BWF-tilmeldingfrist, senest kl. 23.59.

For samtlige internationale turneringer vil Badminton Danmarks tilmeldingslister i BWF’s system fremover lægges på BadmintonPlayer.dk – kl. 14. om mandagen efter tilmeldingsfristen på BadmintonPlayer. Således får alle spillere lejlighed til selv at tjekke efter, at de er tilmeldt den pågældende turnering i BWF-systemet.

Skulle Badminton Danmark have begået en fejl i tilmeldingen, skal man henvende sig til Badminton Danmark senest tirsdagen kl. 12 efter tilmeldingsfristen på BadmintonPlayer. Henvendelsen skal ske til sekretær Christina Nørgaard på chno@badminton.dk.

Klik her for at tilgå guiden til, hvordan du finder de løbende tilmeldingslister på BadmintonPlayer.

I punktform bliver processen som følger:

Søndag kl. 23.59: Deadline for tilmeldinger på BadmintonPlayer til en given international turnering.

Mandag kl. 14: Badminton Danmarks tilmeldinger i BWF-systemet til den givne internationale turnering lægges på BadmintonPlayer til gennemsyn for alle spillere.

Tirsdag kl. 12: Deadline for tilbagemelding til Badminton Danmark, hvis der er sket en fejl i BWF-tilmeldingen til den givne internationale turnering.

Det skal understreges, at den førstnævnte deadline på BadmintonPlayer, søndag aften, IKKE kan overskrides. Tiltaget er alene tænkt som en mulighed for at kvalitetssikre Badminton Danmarks manuelle tilmeldinger til BWF og give alle spillere mulighed for selv at tjekke, at de er blevet tilmeldt som ønsket.

Eftertilmelding efter søndag aften vil dermed kun ske, såfremt Badminton Danmark har begået en fejl i en ellers korrekt afgivet tilmelding på BadmintonPlayer.

Klik her for at tilgå guiden til, hvordan du finder de løbende tilmeldingslister på BadmintonPlayer.