Ranglisten og tilmelding til åbne turnering genåbnes

af | apr 19, 2021

Efter en lang periode uden turneringsaktivitet er det endelig igen muligt for ungdomsspillere at komme i hallen for at træne og konkurrere. Tilmelding til ungdomsturneringer er således åben igen fra tirsdag morgen, og det samme gælder Ranglisten.

 

Ventetiden uden for banerne har været lang og hård, og både trænings- og turneringsmæssigt har vi været inde i en træls tørke. Men nu er det ventetiden langt om længe forbi, og tirsdag kan alle klubber, der har turneringer i resten af sæsonen 2020/2021 på ny åbne deres turnering.

Samtidig bliver det muligt for spillere at tilmelde sig, men vinduet til de første turneringer vil ikke være åbent længe, da den første tilmeldingsfrist allerede falder torsdag den 22. april til turneringerne den 8./9. maj.

Badminton Danmark sender mandag en mail ud til alle konkurrenceaktive ungdomsspillere, så hold derfor øje med, når tilmeldingen til den turnering, I gerne vil deltage i, åbner, så I kan tilmelde jer og komme ud at spille igen. Det bliver fantastisk at komme i gang igen, og vi glæder os alle!

Man kan holde sig opdateret, hvor turneringer åbne for tilmelding vil fremgå. Åbner en turnering ikke, så er det, fordi den er aflyst. Badminton Danmark opdaterer løbende sæsonplanen med de informationer, særligt omkring de turneringer, der desværre bliver aflyst.

Deltagerantallet i de første turneringer vil formentlig være ret begrænset, alt efter hvor mange haller den enkelte klubarrangør ser sig i stand til at afvikle turneringer i. Yderligere vil der formentlig flere steder være krav til, at man ikke kan forvente normale tilstande, når det kommer til pauser imellem kampe, når piger og drenge skilles i forskellige haller eller sektioner i turneringssammenhæng. Der vil sandsynligvis være tomme baner i perioder mange steder til de første turneringer for at få pauser imellem kampene, mens forsamlingsantallet så lavt, som tilfældet er det her i den spæde genåbningsfase.

For eliteturneringer har Badminton Danmarks Eliteafdeling besluttet, at det kun vil være muligt at tilmelde sig til to kategorier i de første par turneringer.

Ranglisten

På sidste møde i arbejdsgruppen for fælles Rangliste blev det besluttet at beholde de fastsatte pointintervaller resten af sæsonen.

Badminton Danmark vil ved sæsonskifte administrativt tage en konkret vurdering af alle spilleres NIVEAU, samt til en vis grad højde for det NIVEAU, ungdomsspillerne potentielt ville have opnået, hvis alle havde fået lov at spille i de mange aflyste turneringer igennem hele nedlukningsperioden, baseret på resultater fra denne sæson, primært resultater for 2021. Vi vil bruge samme beregningsudgangspunkt som i februar og åbne alle startpoint for den nye sæson med brug af en generel beregningsformel for de manglende kampe baseret på hver enkelt spillers historik på tidspunktet.

Vurderingen ved sæsonskifte er en nødvendighed, og den foretages, fordi alle, som forbliver ungdomsspillere i den kommende sæson, lige nu faktuelt har hentet for få point i forhold til næste sæsons sammenlægning af årgange på grund af de mange turneringsaflysninger i 2021. Hårdest er det gået ud over 2. års spillere, som ligger til oprykning i næste aldersgruppe ved det kommende sæsonskifte, samt spillere som ikke har haft mulighed for at spille sig op i eksempelvis næste række eller samme række, udelukkende fordi alle turneringer har været aflyst.

Vi sørger naturligvis for, at det ikke giver markante hierarkiændringer, hvis vi ser behov for justeringer i startpoint. Beregningerne baseres på de faktiske resultater i sæson 2020-2021, primært 2021. Man må dog forvente at se mindre justeringer ved sæsonskifte på baggrund af de enkelte kampe, vi har resultater fra.

Der gøres opmærksom på, at dette indgreb ved sæsonskifte foretages i forbindelse med en administrativ nøddispensation af vores pointskemaer med tilbagevirkende kraft som besluttet af arbejdsgruppe for fælles Rangliste.

Klik her for at gå til badmintonplayer.dk