Glæden var stor, og temperaturen var høj på førstedagen af årets RSL UDM 2021, hvor forventningsfulde spillere endelig kom i gang, der måtte udluftning i hallen til, og Badminton Danmarks nye talentudviklingschef, Lars Uhre, kastede sit blik over et lovende niveau.
Det var en varm fornøjelse at komme i gang til RSL UDM 2021, hvor solen bagte på Greve Idrætscenter, som var det et franskbrød i en bageovn.
Derfor måtte spillet i den ene af hallerne da også pauses enkelte gange, så der kunne blive luftet ud.
Ikke desto mindre var det dog stadig glædeligt at være i aktion igen for de mange forventningsfulde spillere, som ekstra længe har set frem mod dette års mesterskab, der for mange er et af højdepunkterne i kalenderen.
I lyset af den yderst indskrænkede turneringskalender det seneste års tid var det derfor også to glade U15-piger, Badminton Danmark fangede kort efter deres respektive førsterundesejre.
Også de to U13-spillere Sigurd og Elias var i den grad glade for at være i kampaktion igen og se deres kammerater.
I Greve Idrætscenter var også Badminton Danmarks talentudviklingschef, Lars Uhre, på pletten fredag.
Uhre, der tiltrådte stillingen første maj i år, var blandt andet til stede for at spore sig endnu bedre ind på miljøet, spillerne, trænerne, niveauet og eventuelle tendenser.
Lørdag går det løs igen fra klokken 10.00. Hvordan programmet ser ud for kampene til RSL UDM i Greve finder du her, og for at få overblik over programmet for RSL DMU i Grindsted kan du klikke her. Samme sted vil resultaterne fra mesterskaberne kunne følges løbende.
Desuden vil Badminton Danmark dække mesterskaberne på vores sociale medieplatforme; facebook, instagram, twitter og selvfølgelig her på badminton.dk.
Her vil du kunne følge med i stories, artikler om de forestående vindere, vinderen af Badminton Danmarks Talentpris, som også kåres i weekenden, og se en række interviews.