Anders Antonsen spillede sin første OL-kamp i karrieren i dag, hvor det blev til en sejr på 21-13, 21–13 over VM-bronzevinderen fra 2013 Tien Minh Nguyen. – Det var ligesom, jeg havde håbet på, at han kunne, siger den danske cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Som den sidste danske badmintonspiller ved OL 2020 kom Anders Antonsen i dag på banen i Musashino Forest Sport Plaza til sin OL-debut.
Den 24-årige aarhusianer var favorit i opgøret mod Nguyen, som er placeret 57 pladser længere nede på verdensranglisten end danskeren.
Det var da også til at se i dagens kamp, hvor Antonsen ikke virkede til at have debutnerver, men han skulle alligevel kæmpe for sine point mod en solid vietnamesisk defensiv.
– Vi vidste godt, at Nguyen kan spille til et højt niveau, så det var vigtigt, at han ikke fik lov til det. Anders spiller en rigtig, rigtig god kamp. Rigtig koncentreret og varieret i sit spil. Han løser opgaven løbende, da han får læst Nguyen. Så det var ligesom, jeg havde håbet på, at han kunne, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Første sæt startede med en voldsom duel for den tredjeseedede dansker, som ikke kunne få bolden ned mod Nguyen, som skød alt tilbage mod danskeren, og så var Antonsen bagud 0-1. Men herfra satte Antonsen point på kontoen og kørte sikkert mod sin sætsejr på 21-13.
Denmark Open-vinderen fra 2020 fortsatte sin rolige og afslappede spillestil i andet sæt, hvor han også gav beviser på sit tekniske repertoire og maskeringer, som fik 38-årige Nguyen ud at løbe – og ofte forgæves. Blandt andet derfor endte andet sæt ligesom det første: 21-13.
– Det var den helt rigtige start for Anders. Han havde overskud og kom godt ind og mærkede bolde, vind og så videre. Nu glæder vi os til at se kampen i morgen mellem Nguyen og Dwicahayo, så vi kan forberede os til kampen på onsdag. Anders har gået længere tid, end de andre og ventet på at komme på banen, men han har virket fokuseret og glædet sig rigtig meget til at komme i gang til OL. Så han har været dejligt koncentreret og okay afslappet, mens han har gået professionelt til det, siger Jonassen.
Anders Antonsen spiller sin næste kamp på onsdag mod Ade Resky Dwicahyo fra Azerbaijan. Det er endnu uvist, hvad tid på dagen, Antonsen spiller sin sidste gruppekamp i Gruppe L. Det er kun nummer et fra gruppen, som går videre til ottendedelsfinalen. Nguyen og Dwicahyo møder hinanden tirsdag.
Tidligere på dagen vandt Sara Thygesen/Maiken Fruergaard en sensationel sejr over fjerdeseedede Lee/Shin fra Sydkorea, og Mia Blichfeldt OL-debuterede med en 21-7, 21-14-sejr.
Desværre udspillede Mathias Christiansen/Alexandra Bøje deres rolle med et nederlag til Jordan/Oktavianti efter en ellers flot toppræstation. Med Watanabe/Higashinos sejr over Leung/Somerville kan Christiansen og Bøje endegyldigt ikke spille sig videre fra Gruppe C.
Info om Anders Antonsen:
Intro: Anders Antonsen har vist særdeles gode takter det seneste lange stykke tid. På papiret er han derfor også spået til en medalje ved OL, eftersom han indtager en tredjeplads på såvel verdensranglisten som OL-ranglisten. Anders Antonsen vandt Denmark Open i efteråret 2020 og tog sin første Super 1000-titel i januar 2021, da han besejrede Viktor Axelsen i World Tour Finals-finalen i Thailand. Den 24-årige aarhusianer kommer med andre ord spækket med selvtillid, og han har da også udtalt til pressen, at han går efter OL-guld i Tokyo.
Alder: 24
Højde: 183 cm
Født: Aarhus
Klub: Aarhus AB
Verdensranglisteplacering: 3
Tidligere OL-resultater: OL-debutant
Største resultater: VM-sølv 2019, EM-guld 2021, European Games-guld 2019, World Tour Finals-titel 2020, Denmark Open-titel 2020, Indonesia Masters-titel 2019
Morgendagens badmintonkampe:
Mandag, 26. juli
Kl.06.20: Mathias Christiansen/Alexandra Bøje-Simon Leung/Gronya Somerville (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)
Kl.11.00: Kim Astrup/Anders Skaarup-Godwin Olofua/Anuoluwapo Opeyori (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)