Anders Antonsen klar til tredje Indonesia Masters-finale i træk

af | nov 20, 2021

For tredje gang i streg har Anders Antonsen spillet sig i finalen ved Indonesia Masters. Denne gang i overbevisende stil ved at slå Kidambi Srikanth med 21-14, 21-9. Nu venter verdensetteren Kento Momota i finalen. – Anders viser bare, hvor vild dygtig en badmintonspiller han er, siger landstræner Jakob Høi.

 

I 2019 hentede Anders Antonsen sin første store internationale titel: Indonesia Masters.

Dengang besejrede han japanske Kento Momota med 21-16, 14-21, 21-16, og i morgen står de to herresingler overfor hinanden igen, når finalen skal udkæmpes. Det står klart efter Antonsens semifinalesejr på 21-14, 21-9 over indiske Kidambi Srikanth.

Danskeren formåede at stresse Srikanth til at lave fejl ved at holde et højt tempo, og det kunne inderen ikke følge med i, selvom han bevidst blev inviteret til at angribe.

– Vi havde lært fra deres foregående indbyrdes møder, at Srikanth laver mange fejl, når tempoet i kampen er højt, og han vil rigtig gerne ind og lave det første angreb, men han lykkes sjældent med det. Derfor handlede det for Anders om at holde tempoet i gang, og så gjorde det egentlig ikke noget, at han afgav smash-muligheder til Srikanth, siger landstræner Jakob Høi og roser Antonsen for en flot og fokuseret semifinale.

Klik her og se flere detaljer fra semifinalen mellem Anders Antonsen og Kidambi Srikanth

– Vi havde forberedt os på en lang og hård kamp, hvor vi gerne ville spille i højt tempo. Derfor var Anders gennem hele kampen meget fokuseret og tro mod taktikken. Anders viser bare, hvor vild dygtig en badmintonspiller han er. Hallen er virkelig tung, varm og med masser af vind. Så det er helt vildt flot, at Anders kan styre boldene og spille med det tempo, som han gør, siger Høi.

I morgen venter Kento Momota, som Antonsen har spillet mod seks gange og kun vundet en gang over, hvilket var ved Indonesia Masters i 2019. Skal den danske herresingle hente sin anden sejr over japaneren, skal han formentlig grave rigtig dybt, forudser Jakob Høi.

– Momota har godt nok set ud til at være faldet godt tilpas her i hallen. I dagens semifinale straffer Momota i høj grad Chou, når Chou spiller for kort, og så kan Momota skrue op for tempoet. Så der venter en fysisk og taktisk finale, hvor Anders kan bringe noget teknisk ind, som Momota ikke er vant til. Men det bliver en rigtig, rigtig svær kamp, siger den danske landstræner.

Klik her og se morgendagens finaleprogram ved Indonesia Masters

Det er aarhusianerens tredje finale ved Indonesia Masters i træk. I 2019 slog han som nævnt Kento Momota, men sidste år blev det til et nederlag mod hjemmebanehelten Anthony Ginting på 21-17, 15-21, 9-21.

Rent faktisk er det Antonsens fjerde finale i træk i Indonesien, eftersom han også var i finalen ved Indonesia Open i 2019 (sidste år blev turneringen aflyst grundet Covid-19). Der tabte Anders Antonsen til Chou Tien Chen med cifrene 18-21, 26-24, 21-15.

Finalerne ved Indonesia Masters 2021 spiller fra klokken 6.00 i morgen dansk tid og vises på TV 2 PLAY og TV 2 SPORT.

Anders Antonsen-Kento Momota er den sidste kamp på programmet og forventes at starte omkring klokken 10.00.