Positiv U15-landstræner efter lutter danske sejre: – Folk har gjort det godt

af | dec 16, 2021

Danmarks U15-landshold har kvalificeret sig til finalen ved 8 Nations, der bliver afholdt i den franske by Nantes. Fredag begynder også den individuelle turnering.

 

Det danske U15-landshold fik en glimrende start på holdturneringen ved 8 Nations i Frankrig.

Torsdag vandt de alle tre kampe i gruppen. Derfor var det også en glad U15-landstræner efter de tre holdkampe.

– Folk har gjort det godt, og der har været god holdånd. De har fået prøvet at blive udfordret og samtidig spille i en stor hal, hvor der er vind. Det har været god læring for dem, og de har håndteret det på en god måde, som gør, at når de står i sådan en situation igen, så giver det en ballast. Så overordnet en positiv dag, siger Thomas Nielsen.

Se resultaterne for alle dagens holdkampe her

Dagen begyndte med en sejr på 7-2 over Schweiz, hvorefter Sverige blev slået 9-0, inden gruppefinalen mod Tyskland, der også sluttede med 9-0.

– På forhånd havde vi faktisk forventet, Schweiz var det svageste, men de var stærkere end forventet. Omvendt havde vi det med Sverige, som var svagere, end vi havde regnet med. Der havde vores spillere fået smidt nerverne væk og kom højt på boldene.

– Mod Tyskland stiller vi et rimelig stærkt hold, hvor vi har et par enkelte tætte kampe, men spillerne får den lukket med god fight, siger den danske U15-landstræner.

Se stillingen i Danmarks gruppe her

Fredag bliver de afgørende kampe i holdturneringen spillet. For det danske landshold skal de i finalen op imod Frankrig klokken 9.30.

– Normalt er de på nuværende tidspunkt vores største udfordrer til at kunne slå os. De har et bredt godt hold, og vi skal ramme topniveauet. Vi skal turde spille badminton og vise, vi vil vinde og kan være spilstyrende teknisk og taktisk, selvom de er på hjemmebane. Det er jeg sikker på, vi også kan, slår Thomas Nielsen fast.

Læs også: Bliv helt klar til U15 8 Nations i Nantes

Turneringen blev senest afholdt i 2019, hvor Danmark vandt holdturneringen foran Frankrig og England.

Hvert land stiller med maksimalt seks drenge og seks piger.

De deltagende lande er: England, Frankrig, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz og Danmark.

Udover holdturneringen består 8 Nations også af en individuel turnering.

Den individuelle turnering spilles fra fredag-søndag, og her er programmet ikke præcist fastsat, men begynder på disse tidspunkter:

Fredag
14.30: Den individuelle turnering begynder

Lørdag
9.00: Indledende kampe og semifinaler i mixeddouble
12.00-13.00: Semifinaler i singlekategorierne
13.00: Kvartfinaler i herre- og damedouble

Søndag
9.00: Semifinaler i herre- og damedouble og efterfølgende finaler i alle kategorier
13.00-14.00: Præmieceremoni

Klik her for at følge med i programmet til den individuelle turnering ved U15 8 Nations

 

Spillested
Creps Des Pays De La Loire – Nantes

 

Sociale medier
Du kan selvfølgelig følge med på Badminton Danmarks sociale medier, men 8 Nations-turneringen kan også følges på deres egne kanaler:

Badminton Danmark – Facebook
Badminton Danmark – Instagram
Badminton Danmark – Twitter

8 Nations – Facebook
8 Nations – Instagram
8 Nations – Tiktok: @badminton8nations

 

Stab
Thomas Nielsen, U15 ungdomslandstræner
Steen Thomsen, U15 ungdomslandstræner
Lars Uhre, Talentudviklingschef