Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte deres semifinale ved German Open til kinesisk modstand. Også Viktor Axelsen må forlade turneringen uden en finaleplads.
Det bliver desværre ikke til dansk deltagelse ved finalerne i German Open 2022, da Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen måtte se sig slået af kineserne Yu Chen Liu og Xuan Yi Ou i to sæt med cifrene 18 – 21 , 17 – 21 .
Danskerne startede kampen godt ud og lykkes langt hen ad vejen med den plan, som de inden kampen havde lagt med assisterende landstræner Thomas Stavngaard. Men efter en føring ved første ophold på 11 – 8 til Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, fik kineserne overtaget.
– Første sæt får Kim og Anders spillet sig fint med, og vi får de løft, vi gerne vil have. Men vi får ikke eksekveret og arbejdet hårdt nok på at få bolden ned, og så mister vi angrebet, siger Thomas Stavngaard.
Klik her og se flere detaljer fra Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussens semifinalekamp
Yu Chen Liu og Xuan Yi Ou fortsætter angrebet i andet sæt, hvor kineserne bragte sig foran med 8-0. Den dårlige start gav danskerne en opgivende følelse i jagten på en finaleplads, men alligevel lykkes det Astrup og Rasmussen at sammensætte nogle gode dueller og lave en stime på fem point.
– Vi kommer til at stå og trykke flade bolde tilbage på vores tredje bold, som var det, vi havde snakket om, at vi ikke skulle gøre. Vi får dog et ekstra liv mod slutningen af kampen, hvor vi tager nogle chancer for at komme med igen. Kineserne lukker os ind til sidst, og vi er ikke langt fra at kunne stjæle noget fra dem. Kim laver nogle gode server, og vi får en stime på fem point. Så satser vi lidt og siger alt eller intet. Der får vi spillet flere gode dueller i træk, lyder det fra Stavngaard.
Dermed ender semifinalen med sejr til Yu Chen Liu og Xuan Yi Ou, der ifølge Thomas Stavngaard havde et bedre angreb og mere power end danskerne i kampen. Kineserne spillede kynisk i deres offensiv, og de gav ikke slip på et angreb, når først de havde fået overtaget i en duel.
– Kim og Anders kan klart tage med videre, at de i kvartfinalen formåede at slå det nok mest formstærke par lige nu. Inden kampen havde de tabt til dem tre gange. Jeg tror, at det er vigtigt at de har slået japanerne i den her turnering for at blive ved med at bevare troen og arbejde videre, siger Thomas Stavngaard.
Det giver også optimisme frem mod næste uge, hvor All England står for døren. Her har Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen fået en god lodtrækning, og med en god turnering ved German Open i baghånden ser det fornuftigt ud, mener Stavngaard.
– Jeg synes generelt, at Kim og Anders har set stærke ud ved German Open, men med udfald i dagens kamp. De står godt, men man skal ikke tage noget for givet. Der skal eksekveres, når de får chancen, siger den assisterende landstræner.
Klik her og se finaleprogrammet ved German Open
Viktor Axelsen var også i aktion ved German Open semifinalerne. Det blev dog til et turneringsexit til danskeren, da han tabte til 20-årige Lakshya Sen fra Indien. Kampen gik ud i tre sæt, som endte med cifrene 13 – 21, 21 – 12, 20 – 22 .
Finalerne ved German Open 2022 spilles søndag og sendes direkte på TV2 Sport fra kl. 12.