Dansk guld og bronze ved ungdoms-OL: “Det er stort.”

af | jul 29, 2022

Salomon Adam Thomasen og Maria Højlund Tommerup repræsenterer de danske farver i badminton ved ungdoms-OL 2022 i Slovakiet, og begge spillere kan rejse hjem med en medalje om halsen. “Det er meget stort at vinde guld. Nok noget af det største,” siger guldvinder Salomon Thomasen.

 

Ved det europæiske ungdoms-OL (EYOF) kæmper nogle af Europas største idrætstalenter om medaljer i forskellige sportsgrene. I badminton deltager Salomon Adam Thomasen og Maria Højlund Tommerup, og de to talentfulde danskere har begge vundet medaljer ved dette års ungdoms-OL i Slovakiet. Udover deltagelse i singlekategorierne spiller de også sammen i mixeddouble.

15-årige Salomon Thomasen fra Højbjerg Badminton Klub kunne efter en nervepirrende finale mod svenske Romeo Makboul stille sig øverst på sejrsskamlen. Danskeren vandt i tre sæt med cifrene 19-21, 23-21, 21-15, og selvom Salomon Thomasen havde flere matchbolde imod sig, lykkedes det at hive sejren hjem.

“Det var en meget tæt og hård kamp. Jeg kommer tilbage og vinder kampen, så jeg er glad og rimeligt lettet. Det er meget stort at vinde guld. Nok noget af det største,” siger Salomon Thomasen.

Klik her og se alle foreløbige resultater i badminton ved ungdoms-OL

Steen Thomsen er træner for de to danske spillere til ungdoms-OL. Han roser Salomons evne til at holde fokus gennem hele turneringen, hvor den unge dansker har gået velforberedt ind til kampene.

“Det har været en turnering, hvor Salomon har skullet holde fokus. Han har været klart den bedste spiller i kampene, hvis han tog de rigtige valg. Det har han gjort. Han har spillet i det tempo, der skal til, og været skarp. I finalen var Salomon velforberedt, men svenskeren havde også læst på lektien, så det var en fed kamp” siger Steen Thomsen.

I damesinglekategorien måtte Maria Højlund Tommerup fra Solrød Strand Badmintonklub i semifinalen se sig slået af finske Nella Nyqvist, der er tidligere europamester. Dermed får danskeren en bronzemedalje med hjem fra ungdoms-OL. Maria Tommerup ser tilbage på singleturneringen med en god følelse, hvor hun er tilfreds med udbyttet.

Køb billetter til VICTOR Denmark Open 2022 her

“Jeg var ikke klar i semifinalen. Jeg havde mødt hende før, så jeg vidste godt, at det ville blive en svær kamp. Jeg er tilfreds med bronzemedaljen. Det er faktisk meget stort, ” siger Maria Tommerup.

Udover medaljen kan Maria Tommerup tage erfaring og mental styrke med sig hjem, vurderer Steen Thomsen

“Hun har mødt lidt forhindringer på vejen, og hun har også skullet spille en del kampe. Hun har været dygtig til at fokusere, så hun får noget mental styrke med herfra,” siger den danske træner.

Maria Tommerup og Salomon Thomasen stiller også op i mixeddouble ved ungdoms-OL. Her har danskerne klaret sig frem til kvartfinalerne, hvor de står over for et ukrainsk par. Det bliver en sværere kamp end de foregående, mener træneren.

Klik her og se livestreaming af badminton ved ungdoms-OL

“Ukraine har set gode ud, og Salomon og Maria har ikke spillet sammen før, så de skal steppe et niveau op sammenlignet med de to foregående kampe. Men vi er jo Danmark, så vi går naturligvis efter at komme rigtig langt, ” siger Steen Thomsen.

Kvartfinalen spilles fredag kl. 14 danske tid. Vinder Maria og Salomon, spiller de semifinale lørdag morgen kl. 9, og en eventuel finale bliver spillet samme dag kl. 11. Kampene kan livestreames gratis her.

Både Salomon Thomasen og Maria Tommerup var med, da det danske U17-landshold vandt sølv ved 6 Nations i april. Danskerne vandt også individuelle medaljer ved turneringen. Til UDM var der ligeledes guld til Salomon Thomasen i U15 herresingle og U15 herredouble, hvor Maria Tommerup samtidigt vandt sølv i U17 damesingle.