Mindeord: Farvel til den første landstræner

Hans-Henrik Svendsen, dansk badmintons første heltidsansatte landstræner, sov ind lørdag den 24. september 2022, 79 år gammel.

af Torsten Berg og Lars Jørgen Andersen

Hans-Henrik Svendsen er et meget langt kapitel for sig i vor sportsgren, og han har sat sig og efterlader aftryk, som bliver stående til evig tid. Hans betydning for sportens udvikling i Danmark i alle afskygninger kan ikke roses og hædres nok.

Afdøde, der var læreruddannet, blev ansat den 1. april 1975 på en kontrakt gældende for et år. I kontrakten stod at læse, at den skulle genforhandles efter senest 11 måneder, og det blev den. DBF, som Badminton Danmarks betegnelse var dengang, accepterede uden tøven en forlængelse, for Hans-Henriks første år i jobbet var en kæmpesucces – set fra alle vinkler. Dog var Hans-Henrik selv lidt tvivlende, idet han var af den opfattelse, at jobbets administrative del vægtede for meget.

Han fik derfor ændret jobbeskrivelsen i forbindelse med forlængelsen, men hurtigt efter det første succesfulde år var historie, følte Hans-Henrik Svendsen alligevel, at det administrative arbejde fortsat tog langt mere tid, end han skønnede betimeligt, hvorfor han og forbundet blev enige om at ophæve ansættelsesforholdet, inden de første to år var gået.

Hans-Henrik Svendsen, der havde fået orlov fra sit lærerjob i forbindelse med sin landstræneransættelse, vendte til skolegerningen på Syvstjerneskolen i Værløse, samtidig med han fortsatte sin egen spillemæssige karriere og ikke mindst brugte oceaner af timer som træner og instruktør i såvel sin hjerteklub Skovshoved samt ikke mindst i forbundsregi.

Hans-Henrik Svendsen startede sin badmintonkarriere som otteårig i Skovshoved IF. Han levede fra dag et og til sin død i allerhøjeste grad op til klubbens slogan: ”En gang skovser, altid skovser.”

Hans-Henrik viste fra første færd et kæmpetalent og en taktisk samt ikke mindst teknisk indsigt i spillet og alle dets facetter. Han var venstrehåndsspiller, og som størsteparten af sine klubkammerater var han absolut ikke hårdtslående, men det kompenseredes der for ved hele tiden at være et skridt foran modstanderen.

I ungdomsårene fik Hans-Henrik nærmest betegnelsen ”Pokalrytter”. Han vandt åbne turneringer ad libitum (dengang var der ikke ti på en sæson). Han vandt kredsmesterskaber i København som var det en selvfølge, og danske mesterskaber blev også hentet.

Som senior blev Hans-Henrik Svendsen en del af det skovserhold, der bl.a.  bestod af verdensstjerner som brødrene Poul-Erik og Knud-Aage Nielsen, Bendt Rose, Klavs Kaagaard, Jesper Sandvad, Ole Mertz m.fl. Han figurerede højt på den hjemlige rangliste, men måtte i forbindelse med sin tiltræden som landstræner pludselig indstille karrieren, da han som fuldtidsansat blev erklæret professionel. Det var aldeles uventet, og beslutningen blev appelleret til Ordens-og Amatørudvalget, som fandt, at beslutningen var rigtig.

Hans-Henrik Svendsen måtte indstille karrieren. I hvert fald indtil han var færdig som landstræner. Staks derefter fik han sine amatørrettigheder tilbage, men spillet topplan var passé. Hans-Henrik var blevet 35 år, så han trappede roligt ned, indtil han kunne begynde at deltage i veteranturneringer, hvor han igen viste sine formidable egenskaber og sikrede sig adskillige danske mesterskaber.

Ved sin ansættelse som landstræner havde Hans-Henrik Svendsen tre hovedpunkter:

1. at højne danske topspilleres standard, så der kunne sikres endnu flere internationale titler
2. at højne uddannelsen af instruktører og give brush-up kurser til allerede virkende
3. at redigere instruktørsiden i bladet BADMINTON; vejlede kredsenes USU’er; vejlede forbundets uddannelsesudvalg; udarbejde skriftlige materialer al alle slags samt ikke mindst at oprette og afvikle kurser.

Det var således Hans-Henrik Svendsen, der indførte de første træningslejre for vore elitespillere. Det foregik over to dage hver anden uge i Herlufmagle, og tiltaget viste sig hurtigt at udmønte sig i succes på alverdens arenaer.

Uddannelser af alle slags blev opdateret, og der kom et sandt boom af interesserede, hvoraf mange senere kom til at virke som de første egentlige klubtrænere og dermed foregangsmænd m/k for nutidens veluddannede trænere.

Hans-Henrik Svendsen overkom også at udarbejde skriftlige materialer i et antal, der syntes utælleligt. Der var absolut intet overflødigt på de mange sider. Kort, præcist, velmotiveret, overskueligt og til at forstå. Alle fik værktøjer i hånden, som den enkelte kunne håndtere.

Hans-Henrik Svendsen tog også dommeruddannelsen og virkede i nogle år som forbundsdommer. Han var i 15 år juniorleder i SIF, og han sad i en årrække med i udvalg i såvel SIF som DBF og DIF.

Ved Hans-Henrik Svendsens død har dansk badminton mistet en af sine helt store personligheder og pionerer. Hans-Henrik har efterladt sig materialer, som trods papirernes efterhånden gulnede farver, fortsat anvendes og betragtes som ”nærmest udarbejdet i går”.

Hans-Henrik efterlader sig hustruen Eva; børnene Marie og Anders samt børnebørn.

Æret være Hans-Henrik Svendsens minde.