Lars Engelbrechtsen og Hans Jacobsen har fået tildelt Badminton Midtjyllands ærestegn

af | dec 20, 2022

Det er ikke kun julen, der er værd at fejre i december måned. Badminton Midtjylland har valgt at prise Hans Jacobsen fra Horsens Badmintonklub og Lars Engelbrechtsen fra Herning Badmintonklub med de prestigefyldte ærestegn.

Badminton Midtjylland har valgt at uddele hele to ærestegn til to legendariske trænere fra henholdsvis Horsens Badmintonklub og Herning Badmintonklub. Hans Jacobsen og Lars Engelbrechtsen kan begge snart fejre 50-års jubilæum i deres respektive klubber, og samtidig med det kan de glæde sig over at få tildelt Badminton Midtjyllands ærestegn.

 

Hans Jacobsen – Horsens Badmintonklub

Hans Jacobsen har været en del af Horsens Badmintonklub i næsten 50 år. På trods af sideløbende aktiviteter som landstræner (1977-1980), direktør i erhvervslivet, træner for Højbjerg og mange flere, har Hans Jacobsen haft sit faste trænerjob i HBK.

En af hans fokuspunkter i klubben har været de unge spillere, og Hans Jacobsen har været en mentor for mange store danske badmintonstjerner i de senere år.

Han er bedre kendt under navnene “Mr. Badminton” og “Mr. HBK”, og han bliver beskrevet som en leder, der altid har haft en seriøs tilgang til trænerjobbet udtrykt med en humoristisk tone.

Den dag i dag er han fortsat en det af HBK´s frivillige trænerstab.

Læs også: Jørn Gade nyt æresmedlem i Badminton Danmark

 

Lars Engelbrechtsen – Herning Badmintonklub

En ligeså beundringsværdig leder som Hans Jacobsen finder man i Herning Badmintonklub, hvor Lars Engelbrechtsen har været leder og træner de sidste 49 år. Han har lagt en stor del af sit fokus på ungdomsafdelingen, men han har også prioriteret, at seniorområdet skulle begå sig på højt plan.

Lars Engelbrechtsen blev ved siden af sin trænergering i HBK også udpeget som træner for det nationale ungdomslandshold, og han var i en årrække også formand for DBF´s ungdomsudvalg.

Han bliver beskrevet som en kulturskaber, en værdifuld person og en engageret træner.

Stort tillykke til Hans Jacobsen og Lars Engelbrechtsen!