Optakt til årets første Elite Grand Prix Circuit-turnering

af | jan 6, 2023

Mathias Thyrri er førsteseedet i både mixeddouble og herredouble ved weekendens Grand Prix i abc Aalborg.

 

Få dage inde i januar skal der igen duelleres i en af sæsonens Elite Grand Prix Circuit-turneringer.

Fra 6.-8. januar er det abc Aalborg, som lægger baner til, hvor flere landsholdsspillere kigger forbi. Blandt andre Mathias Thyrri, som er topseedet i både herredouble og mixeddouble. Sidstnævnte er sammen med sin faste makker Amalie Magelund, som han vandt VICTOR DM 2022 med, mens han i herredouble stiller til start med Sebastian Bugtrup.

Se lodtrækningen til abc Aalborg her

Hvidovre-duoen står til at møde Odense OBK-parret Christian Faust Kjær og William Kryger Boe i en eventuel finale.

I herresingle står der også en landsholdsspiller øverst på listen. Victor Svendsen, som vandt VICTOR DM i 2021, er topseedet, mens Kim Bruun har fået en seedning som toer.

Frederikke Lund er førsteseedet i damesingle, og hun nåede da også finalen ved den seneste Grand Prix Circuit-turnering. Her tabte hun i to sæt til Line Kjærsfeldt. Går Lund igen hele vejen til finalen, kan hun risikere at møde Skovshoved-spilleren Benedicte Silassen.

I damedouble er det Clara Graversen og Natasja Anthonisen, som er førsteseedede, mens Højbjerg-spillerne Marie-Louise Steffensen og Signe Schulz Terp-Nielsen er bundseedede. Schulz er også bundseedet i mixeddouble sammen med Emil Lauritzen.

Turneringen sættes i gang fredag klokken 16.40 med herresinglekvalifikationen. Søndag sættes damedouble- og herredouble finalen i gang som de sidste cirka klokken 14.30.

Se programmet for Grand Prix Circuit i 22/23-sæsonen

Spillerne kan samle point i fire Elite Grand Prix Circuit-turneringer samt to mesterrækketurneringer.

Efter de samlet set seks turneringer vil de otte bedst placerede i hver kategori automatisk være kvalificeret til Grand Prix Circuit-finalestævnet i Svendborg.