Freja Ravn stopper karrieren

af | feb 11, 2023

22-årige Freja Ravn stopper sin badmintonkarriere efter længere tids overvejelser. – Den største beslutning jeg har taget i mit liv, siger Freja Ravn.

 

Et af Danmarks største damedoubletalenter stopper sin karriere. Det sker efter gentagende overvejelser, omkring livet som eliteatlet, og mens Freja Ravn har været korsbåndsskadet, er hun nu kommet frem til, at livet som professionel ikke er for hende.

– Jeg brænder bare ikke for livet som eliteatlet mere. Det kræver meget dedikation, og jeg har altid gået efter at blive verdens bedste, men hvis du ikke giver dig hundrede procent og brænder for det, så sker det ikke. Det er også et stort pres, man lægger på sig selv som eliteatlet, og nu hvor jeg ikke har haft det pres, mens jeg har været skadet, trives jeg meget bedre i min hverdag, så beslutningen om at stoppe har jeg også prioriteret at tage i forhold til min mentale sundhed, siger Freja Ravn.

Beslutningen om at stoppe sin karriere kommer i kølvandet af den korsbåndsskade, der har holdt Freja Ravn ude af turneringsbadminton siden maj 2022. Men tankerne om, hvorvidt livet som eliteatlet var noget for hende, er nu kommet frem til en beslutning.

– Det er ikke tanker, der først er kommet nu, mens jeg har været skadet. Jeg har gået med tanker om at være professionel eliteatlet, og om det har været noget for mig, igennem flere perioder, og det har så taget til de seneste fire til fem måneder. Det har været den sværeste beslutning i mit liv, men jeg er sikker i min sag og hviler godt i beslutningen. Det er en skillevej, og det er vigtigt for mig, at det ikke er den bløde overgang. Jeg har behov for at sige helt stop, siger Freja Ravn og uddyber omkring timingen i sin beslutning.

– Jeg har tænkt på, hvornår det rigtige tidspunkt ligesom skulle være. Men jeg bliver ikke mere sikker end nu. For jeg kan ikke gå og lave noget, som jeg ikke brænder for fuldt ud. Hellere trække stikket nu, i stedet for at køre rundt i hamsterhjulet. For jeg er sikker på, at jeg ikke skal badmintonvejen, siger Freja Ravn.

I stedet vil hun fokusere fuldt ud på sit studie på Københavns Universitet, hvor hun læser jura på fjerde semester.

– Jeg skal i hvert fald studere på fuld tid, og det har jeg ikke prøvet før. Jeg har kun prøvet det på halv tid, fordi badminton også har fyldt rigtig meget. Jeg har nu tid og overskud til at være sammen med venner og familie, og nu har jeg også mulighed for at være mere impulsiv, og det vil jeg gerne øve mig i. Alt har været struktureret for mig indtil nu, så det bliver en sjov øvelse, siger Ravn.

I Badminton Danmark havde man gerne set Freja Ravn fortsætte sin karriere, men der er samtidig fuld opbakning til den svære beslutning, hun har taget.

– Der er ingen tvivl om, at vi gerne havde set, at Freja fortsatte sin karriere. Hun er et stort talent, og hun har vist et godt potentiale til turneringer og mesterskaber. Når det så er sagt, så har Freja fuldstændig ret i, at hvis man skal nå verdenstoppen indenfor elitesport, så kræver det, at man er fuldt dedikeret til sin sport, og er villig til at leve med de begrænsninger i ens liv, som det medfører. Så vi har stor respekt for, at Freja har taget den svære beslutning efter mange overvejelser, og vi ønsker hende al mulig held og lykke med sin nye tilværelse, og en stor tak for hendes bidrag som kollega på landsholdstræning og for hendes medvirken til at vinde medaljer for dansk badminton, siger elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.

Freja Ravn vil også gerne slutte af ved at takke dem, der har hjulpet og støttet hende undervejs i karrieren.

– Jeg vil gerne sige mange tak til Jesper (Hovgaard, red.), som jeg har haft som træner i ungdom og på damedoubletræningen på landsholdstræningen. Han er meget professionel, men han har også gjort plads til mig som person og ikke bare som badmintonspiller. Det har holdt mig kørende, og det har jeg været rigtig glad for. Også en stor tak til Amalie (Magelund, red.), som jeg har spilet sammen med i over 10 år. Vi har haft rigtig meget sammen på banen, men mindst lige så meget udenfor banen som venner. Og så skal mine øvrige trænere, medspillere, familie, venner, og de eksperter jeg har arbejdet sammen med, også have en stor tak for at have hjulpet mig undervejs i min karriere, siger Freja Ravn.

Med sit karrierestop stopper Freja Ravn også i Team Skælskør-Slagelse.

Gennem sin karriere har Freja Ravn vundet følgende titler (i damedouble):

EM-bronze 2022

VICTOR DM 2022

VICTOR Denmark Masters 2021

Scottish Open 2019

Irish Open 2019

Polish Open 2019

Dutch Open 2019

Swedish Open 2019

EM for blandede landsholds 2021

EM for damelandshold 2020

 

UDM

– U19-danmarksmester i damedouble i 2018 og 2019

– U17-danmarksmester i damedouble i 2017

– U15-danmarksmester i damedouble i 2015

– U13-danmarksmester i damedouble i 2013

 

Priser

Kåret som Årets Komet i 2019 sammen med Amalie Magelund