Højbjerg/Via Biler sikrer både dem selv og Skovshoved en plads i VICTOR Final 4

af | feb 22, 2023

Aftenens 8. runde i Badmintonligaen blev afgørende for flere hold. Tre hold kan se frem til en plads i VICTOR Final 4, mens et enkelt hold må sige farvel til Badmintonligaen for denne gang.

 

Efter 8. runde af Badmintonligaen ved vi nu med sikkerhed, at både Skovshoved, Højbjerg/Via Biler samt Vendsyssel kommer til at deltage ved dette års VICTOR Final 4. Højbjergs sejr over Solrød Strand gør nemlig, at de både sikrer dem selv og Skovshoved en plads i top fire, uanset hvad der sker i 9. og sidste runde.

Højbjerg/Via Biler, der her til aften mødte Solrød Strand, skulle bruge en sejr på minimum 6-3 for at sikre dem selv en plads i VICTOR Final 4. Det klarede de og vandt holdkampen 7-2.

Denne sejr til Højbjerg var også med til at sikre Skovshoved en plads i VICTOR Final 4, trods et nederlag på 3-6 til Vendsyssel.

Vendsyssel sikrede sig også med deres sejr på 6-3 over Skovshoved og Solrød Strands nederlag en plads til VICTOR Final 4.

Aftenens runde i Badmintonligaen har også været afgørende for KMB2010 der rykker ned i 1. division, efter blot en enkelt sæson i ligaen i denne omgang. Det gør de på baggrund af aftenens nederlag mod RSL ODENSE OBK på 2-7.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

8. runde af Badmintonligaen forløb sig således:

Gentofte – Værløse: 7-2

Højbjerg/Via Biler – Solrød Strand: 7-2

KMB2010 – RSL ODENSE OBK: 2-7

Vendsyssel – Skovshoved: 6-3

Aarhus AB – Team Skælskør Slagelse: 4-5

Klik her for at se stillingen i Badmintonligaen

Selvom aftenens holdkampe har haft stor indflydelse på stillingen, er det langt fra alt, der er afgjort.

Der er stadig plads til yderligere ét hold i dette års VICTOR Final 4. Det betyder, at der i 9. og sidste runde er lagt op til en spændende afslutning på grundspillet. Her bliver det afgjort, hvilke hold der slutter i top fire, hvem der vinder grundspillet og skal vælge modstander i VICTOR Final 4, og hvem der skal spille om nedrykning til 1. division.