Optakt til sæsonens første Grand Prix Circuit

af | sep 1, 2023

De to landsholdsspillere Mads Vestergaard og Christine Busch stiller til start ved Højbergs grandprix.

 

Den regerende danmarksmester Hans-Kristian Vittinghus er en af de største navne, som stiller til start i weekendens Højbjergs Grand Prix Circuit. Det er dog ikke i den kategori, vi primært kender ham fra, at han stiller op. I stedet er det i herredouble med Hvidovre-holdkammeraten Sebastian Bugtrup. Sammen er de seedede til en semifinale ligesom Rasmus Espersen og Marcus Rindshøj også er det.

Se kampprogrammet her

Bundseedet i kategorien finder vi Andreas Søndergaard og Jesper Toft, mens de førsteseedede er Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard. Sidstnævnte stiller også op i mixeddouble med sin landsholdskollega Christine Busch, hvor de er bundseedet. Her er Jesper Toft og Clara Graversen topseedet.

I herresingle har Mads Christophersen fået prædikatet førsteseedet, mens Karan Rajan Rajarajan er andenseedet. Frederikke Lund er topseedet i damesingle foran Benedicte Silassen.

Få overblik over lodtrækningen her

I damedoublekategorien må Emilia Nesic og Lærke Tolstrup Hvid påtage sig favoritværdigheden via deres førsteseedning, mens Hvidovre-makkerparret Iben Bergstein og Mette Werge er bundseedede.

De første kampe i turneringen, som begynder fredag klokken 14, er kvalifikationskampe i mixeddouble og herresingle.

Se programmet for Grand Prix Circuit i 23/24-sæsonen

Spillerne kan samle point i fire Elite Grand Prix Circuit-turneringer samt to mesterrækketurneringer.

Efter de samlet set seks turneringer vil de otte bedst placerede i hver kategori automatisk være kvalificeret til Grand Prix Circuit-finalestævnet i Svendborg.