Dansk guldregn ved senior-VM

af | sep 18, 2023

De danske senior-spillere erobrede 20 VM-medaljer heraf syv af guld på deres seneste togt i Sydkorea.

 

Mens elitespillerne havde fornøjelse af VM på hjemmebane, så var seniorerne i den forgangne​uge på langfart for at spille VM i sydkoreanske Jeonju.

Og de danske badminton-spillere har igen-igen hevet godt med metal hjem til Danmark. I alt blev det til syv gange VM-guld, to gange sølv og 11 bronzemedaljer. En guldmængde som kun England og Japan kunne gøre bedre blandt de 44 deltagende nationer.

Med guld i både damesingle og damedouble blev den nordjyske matematikvejleder Gry Uhrenholt Hermansen den helt store guldhelt for Danmark. Søndagens singlefinale blev vundet med 21-23,21-13,21-7 over thailandske Kamonwan Winyoowijak, mens hun i damedoublefinalen med islandske Drifa Hardardottir besejrede et tysk par med 21-12,21-9.

Vil du se verdensstjerner live? Så køb din billet til Denmark Open 2023 præsenteret af VICTOR lige her.

Også i damesingle for kvinder over 50 år blev det dansk guld. Janne Vang Nielsen besejrede i finalen japanske Kazui Kimura med 21-18,21-15.

I mixeddouble blev det også til adskillige danske guldmedaljer. I +45-rækken vandt Jesper Thomsen guld med islandske Drifa Hardardottir, mens Carsten Loesch vandt guld med engelske Julie Bradbury i +50, og i +55-rækken vandt Hanne Bertelsen guld med svenske Jan-Eric Antonsson. Samme svensker var makker, da Jan Bertram Petersen sikrede dansk VM-guld i herredouble i 60+-rækken.

Såvel Jan Bertram Pedersen i 60+-rækken og Per Dabelsteen og Irene Sterlie i 75+-rækken lykkedes med at erobre medaljer i alle tre kategorier, de stillede op i. Det var den dobbelte VM-guldvinder Gry Uhrenholt Hermansen også tæt på at opnå, men i mixeddouble måtte hun se sig slået i kvartfinalen.

Dansk klub har knækket koden med at få piger til at spille badminton, og det kan du læse lige her.

I alt deltog 1185 spillere ved VM, og der blev dystet i alle fem kategorier inddelt i rækker fra dem med en alder på 35+ og i femårige intervaller op til og med 75+. Senior-VM har været spillet siden 2003 og 11. udgave af mesterskaberne spilles i newzealandske Auckland i 2025.

DE 20 DANSKE VM-MEDALJER

DAMESINGLE +40
GULD: Gry Uhrenholt Hermansen

DAMEDOUBLE +40
GULD: Gry Uhrenholt Hermansen/Drifa Hardardottir (Isl)

HERREDOUBLE +45
BRONZE: Jesper Thomsen/Jim Ronny Andersen (Nor)

MIXEDDOUBLE +45
GULD: Jesper Thomsen/Drifa Hardardottir (Isl)

HERRESINGLE +50
BRONZE: Carsten Loesch

DAMESINGLE +50
GULD: Janne Vang Nielsen

MIXEDDOUBLE +50
GULD: Carsten Loesch/Julie Bradbury (Eng)
BRONZE: Morten Aarup/Lene Struwe Andersen

HERREDOUBLE +55
BRONZE: Henrik Lykke/Alan McMillan (Sko)

MIXEDDOUBLE +55
GULD: Hanne Bertelsen/Jan-Eric Antonsson (Sve)

HERRESINGLE +60
BRONZE: Jan Bertram Petersen

HERREDOUBLE +60
GULD: Jan Bertram Petersen/Jan-Eric Antonsson (Sve)
BRONZE: Per Juul/Per Areskär (Sve)

MIXEDDOUBLE +60
SØLV: Jan Bertram Petersen/Jeanette van der Werff (Hol)

HERREDOUBLE +65
BRONZE: Karsten Meier/Tariq Farooq (Øst)

HERRESINGLE +75
BRONZE: Per Dabelsteen

DAMESINGLE +75
BRONZE: Irene Sterlie

HERREDOUBLE +75
BRONZE: Per Dabelsteen/Pirachitra Surakkhaka (Tha)

DAMEDOUBLE +75
SØLV: Irene Sterlie/Elvira Richter (Tys)

MIXEDDOUBLE +75
BRONZE: Per Dabelsteen/Irene Sterlie