Stor dansk semifinale dag i Indonesien: Astrup/Skaarup og Anders Antonsen er begge klar til finalen ved Indonesia Masters 2024

af | jan 27, 2024

En stor dansk dag stod for døren lørdag formiddag dansk tid, og de danske spillere i Jakarta indfriede alle forventninger.

 

Køb dine billetter til VICTOR DM 2024 her

Første danske semifinale i den indonesiske hovedstad var med mixeddoublen Jesper Toft/Clara Graversen i hovedrollen. De danske debutanter ved den indonesiske Super 500 turnering har leveret flot spil gennem hele turneringen, og er gået hele vejen fra kvalifikation til semifinale. 

– Det er en fuldstændigt enestående præstation de har leveret. Det er en underdrivelse at sige, at det er en flot debut i Asien, for det er meget mere end det. At stå ude i Asien og få en mulighed efter kvalen, der handler det om at eksekvere, det gjorde de, og de har oppet deres niveau gevaldigt, sagde landstræner Jesper Hovgaard på telefon fra Jakarta. 

Klik her for resultaterne fra alle lørdagens semifinaler i Indonesien

Hiroki Midorikawa/Natsu Saito fra Japan var forhåndsfavoritter til opgøret lørdag formiddag, og viste sig også at blive for stor en mundfuld for det unge danske doublepar. Toft/Graversen kom flot ud til første sæt, og havde flere føringer i kampens indledning, dog kom japanerne flot igen og vandt første sæt overbevisende 12-21. Andet sæt var jævnbyrdigt frem mod ophold, hvor Toft/Graversen leverede flot og initiativrig badminton, men måtte se sig være nede med 9-11 ved ophold. Efter ophold trak japanerne væk, og kunne spille sig i finalen med en sejr i to sæt med cifrene 13-21.

– Jeg synes det er vigtigt at holde for øje, at det er en kæmpe stor kamp for dem(Toft/Graversen) i dag. Vi får en ret god start på tingene, men kan hurtigt mærke, at vi bliver lidt låste. Momentum er stærkt til stede på den anden side, og vi har svært ved at komme ud af servesituationen, sagde landstræneren om kampens udfald. 

Jesper Toft og Clara Graversen blev begge optaget som en del af landsholdslejren på Det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby sidste år, og er debutanter ved årets Indonesia Masters. Semifinalepladsen vækker stor optimisme hos landstræneren. 

– Der er sket det, som man håber sker for unge mennesker med stort potentiale, hvor nogle gange bliver man ramt af nerver og nogle gange af modløshed, og andre gange sparker man døren ind og spiller sit livs badminton, og det var det der skete her, synes jeg, fortalte Hovgaard om Jesper Toft/Clara Graversens flotte præstation ved Indonesia Masters. 

Anden danske semifinale stod mellem årets Malaysia Open vinder og den forsvarende verdensmester fra Royal Arena Kunlavut Vitidsarn. Anders Antonsen viste fra starten af første sæt det overskud og det flotte spil, der har været karakteristika for den flotte periode, han har gang i. Første sæt blev vundet 21-14.

Andet sæt fortsatte i lige tråd med kampens første, og efter endnu en sublim indsats fra den danske herresingle i et stilstudie af en badmintonkamp, er Anders Antonsen nu klar til sin fjerde Indonesia Masters finale i jagten på anden sejr ved den indonesiske Super 500 turnering. Anders Antonsen slog verdensmesteren overbevisende i andet sæt med cifrene: 21-8.Antonsen vandt Indonesia Masters i 2019, og var i finalen året efter mod hjemmebane-favoritten Anthony Ginting. Sidstnævnte måtte noget overraskende se sig slået af canadiske Brian Yang i semifinalen, og canadieren venter i finalen for Antonsen søndag. 

Klik her for finaledagens kampprogram ved Indonesia Masters 2024

Lørdagens tredje danske semifinale var med sidste sæsons helt store oplevelse Kim Astrup/Anders Skaarup. Astrup/Skaarup skulle jagte sæsonens første finale mod sidste sæsons Hylo Open vindere fra Kina, Liu Yu Chen/Ou Xuan Yi. 

Astrup/Skaarup var hurtige til at tage initiativet i semifinale-opgørets indledning, og ved ophold førte danskerne med 11-7. Efter ophold kæmpede kineserne tilbage i kampens første sæt, hvor særligt Liu voldte danskerne problemer. Astrup/Skaarup holdte hovedet koldt, og formåede at lukke et flot første sæt med cifrene: 21-14. Andet sæt havde en noget mere jævnbyrdig begyndelse, men igen med dansk fortegn, og ved ophold var Astrup/Skaarup nok engang i førersædet med en føring på 11-9. Andet sæts mere jævnbyrdige islæt fortsatte efter ophold, og den danske rytme blev af flere omgange brudt af kineserne. Astrup/Skaarup lod sig ikke ryste til trods for en kinesiske udligning sent i sættet ved stillingen 18-18. Astrup/Skaarup spillede sig i finalen ved at lukke kampen i to sæt med cifrene 21-19. 

– Jeg synes Kim og Anders er bedre i dag, og jeg synes de er bedre til at udnytte forholdene. De er rigtig god til at gøre Ou mindre god, og sætte ham i nogle situationer, som han ikke bryder sig særligt meget om. Når vi mærker han er usikker, så handler det om at sætte kniven ind på ham for at sige det ligeud, sagde Hovgaard om kampen og tilgangen til opgøret med kineserne.

Kim Astrup/Anders Skaarup vandt hele tre Super 500 titler, og i morgen har de mulighed for at tage endnu et trofæ med hjem fra Indonesien. 

– Det bliver en stor oplevelse, vi er i hvertfald sikker på at skulle møde et par, som spiller på hjemmebane. Vi kommer nok til at stå i noget af et uvejr i morgen, men Kim og Anders har både massere af rutine og selvtillid, så det ser jeg rimeligt optimistisk på, sagde Jesper Hovgaard afslutningsvis. 

Du kan følge alle søndagens finalekampe i Jakarta i morgen fra kl.x på Tv2 Sport. Klik her for Tv2s sendeplan