Viktor Axelsen sikrer sig sin tredje OL-semifinale i streg og har nok engang muligheden for at spille om medaljer ved De Olympiske Lege. Det var en stor dansk badminton-dag der lå for døren med en semifinale og to kvartfinaler.
Anders Antonsen stod fredag aften i bedste sendetid overfor det store malaysiske OL-håb og tidligere All England vinder Lee Zii Jia i kampen om en semifinaleplads. De to har mødt hinanden hele otte gange forinden dagens opgør med 5-3 i dansk favør.
Første sæt var et stilstudie i velspillet badminton. De to verdensklasse singlespillere leverede et hav af flotte slag og intense dueller til et veloplagt publikum i Paris. Desværre faldt sættet ikke ud til Antonsen i sidste ende, og Lee Zii Jia tog kampens første sæt 17-21. Lee Zii Jia kom overbevisende ud til andet sæt og havde god kontrol over sættets start. Anders Antonsen kæmpede sig flot tilbage i sættet, og mod sættets slutningen lignede det, at den malaysiske modstander viste tegn på udmattelse. Det lykkedes desværre aldrig Malaysia Open vinderen at komme helt tilbage, og Lee Zii Jia lukkede kampen med 15-21 i andet sæt. Anders Antonsen gør exit ved OL i kvartfinalen efter to sejre i tre kampe.
– Lee Zii Jia spiller med en stor ro derinde, og får den her føring, der gør, at han engang imellem kan tillade sig at smide point. Det bliver aldrig nogen god kamp for Anders blandt andet presset af, at Lee spiller med så stor kvalitet og står så langt fremme. Han (Lee Zii Jia) spiller næsten fejlfrit, sagde cheflandstræner Kenneth Jonassen om Anders Antonsens kvartfinale.
Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig
To verdensmestre stod overfor hinanden i aftenens anden danske herresingle-kvartfinale. Den forsvarende danske olympiske guldvinder Viktor Axelsen stod overfor sin gode ven og kollega fra Singapore Loh Kean Yew. De to tidligere verdensmestre har mødt hinanden ti gange forinden i dag, og vores danske verdensstjerne har vundet de otte
Viktor Axelsen var flyvende ved kampens begyndelse, og den danske verdenstoer førte solide 11-3 ved ophold i første sæt. Axelsen holdte fast i jerngrebet om første sæt, som han lukkede ved stillingen 21-9. Loh Kean Yew kom enormt aggressivt ud til andet sæt og vandt fra sættets start en håndfuld point på meget offensivt spil. Viktor Axelsen formåede til trods fra det offensivt anlagte spil at føre 11-8 ved ophold i andet sæt. Axelsen holdt fast i det flotte spil, og lod ikke Loh Kean Yew kæmpe sig helt tilbage. Viktor Axelsen lukker kampen i to sæt med cifrene 21-17.
Læs også: Axelsen, Antonsen og Astrup/Skaarup er alle klar til OL-kvartfinalerne
– Jeg er stolt over den måde, han kommer ud på og får styr på første sæt. I andet sæt kommer han igennem kriserne, og han formår at få det rigtige spil og de rigtige præmisser over på sin side. En rigtig god kamp i dag, som kun giver mere selvtillid, sagde en tilfreds og stolt cheflandstræner.
Viktor Axelsen spiller sig i sin tredje semifinale i streg og tangerer Rikke Olsens tre semifinale ved De Olympiske Lege som de fleste af alle danske badmintonspillere.
– Det her var den første virkelige test af Viktor, og jeg synes virkelig han stempler ind i turneringen i dag, og viser alle, at han er her, og han er klar, sagde Kenneth Jonassen om Axelsens flotte præstation i kvartfinalen.
Viktor Axelsen skal i semifinalen søndag møde en af OLs helt store oplevelser i Indiske Lakshya Sen. Det eksakte tidspunkt er ikke fastlagt, men det ligger fast, at herresingle-semifinalerne skal afvikles fra kl.8.30 søndag morgen.
Fredagens semifinale i herredouble var en gentagelse af anden kamp i det intense gruppespil, her vandt dagens modstandere Lee/Wang fra Taiwan. Det taiwanske par er derudover forsvarende olympiske mestre.
Læs også: Kim Astrup/Anders Skaarup er klar til semifinalen ved OL i Paris
Første kamp ved årets lege var en tæt affære, der krævede tre sæt for at finde en afgørelse. Første sæt tog et lige så tæt udgangspunkt som første opgør mellem de to par. Ved ophold havde det danske par overtaget med en flot føring på 11-7. Astrup/Skaarup havde overtaget efter opholdet, men taiwanerne kæmpede sig tilbage, og sættet kunne mod slutningen gå begge veje. Heldigvis var marginalerne heldigvis med de røde og hvide, og Astrup/Skaarup tog første sæt 21-18.
I andet sæt kom taiwanerne bedre ud end deres danske modpart, og ved ophold stod den 6-11 til de olympiske mestre. Lee/Wang lykkedes ikke med for alvor at distancere Astrup/Skaarup efter ophold, dog lykkedes det heller ikke Astrup/Skaarup for alvor at hale ind på dem. Kampen blev tvunget ud i tre sæt med cifrene 17-21. Tredje sæts start havde det svære samme karakteristika som andet; et velspillende taiwansk par, der styrede slagets gang. Ved ophold førte taiwanerne komfortabelt 4-11. Den komfortable taiwanske føring blev aldrig truet for alvor, og de forsvarende olympiske mestre Lee/Wang spillede sig i sin anden olympiske finale i streg. Astrup/Skaarup tabte tredje sæt 10-21.
Kim Astrup/Anders Skaarup skal spille bronzekamp søndag klokken 15.00 mod malaysiske Chia/Soh.