Kim Astrup/Anders Skaarup ender på en flot fjerdeplads efter et formidabelt OL i Paris

af | aug 4, 2024

Badmintonphoto

Badmintonphoto

Efter en sand gyser af en bronzekamp må Kim Astrup/Anders Skaarup desværre se sig slået i tre sæt af Chia/Soh. Astrup/Skaarup rejser fra Paris med en flot fjerdeplads.


Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billetter til VICTOR Denmark Open 2024 her

Der var metal på spil, da Kim Astrup/Anders Skaarup trådte ind på gulvet i Paris søndag eftermiddag. I bronzekampen skulle de danske VM-sølvvindere møde 2022 verdensmestrene Aaron Chia/Wooi Yik Soh fra Malaysia. De to par har mødt hinanden elleve gange forinden i dag, seneste møde var ved Singapore Open i år, hvor Astrup/Skaarup med en overbevisende sejr i to sæt reducerede de indbyrdes opgør til 4-7. 

Kim Astrup/Anders Skaarup kom flot ud til opgøret med de tidligere verdensmestre. Med fortrinligt offensivt spil og velspillede dueller skabte Astrup/Skaarup en 11-8 føring ved ophold i første sæt. Det intense og flotte islæt holdte ved efter ophold, og Astrup/Skaarup formåede at holde et dygtigt spillende malaysisk par fra fadet. Det danske par vandt første sæt 21-16.

Andet sæt tog et meget lige udgangspunkt mod ophold. Malaysierne kom bedre efter det, og særligt Chia tog fat om kampen og fik etableret en 11-9 føring til malaysierne ved ophold. Kim Astrup/Anders Skaarup fik kæmpet sig til overtaget i sættet og havde fire matchbolde til at sikre sig bronzemedaljen. De tidligere verdensmestre holdt hovedet koldt og overlevede de mange matchbolde og vandt sættet 22-20. Et meget spændende og nervepirrende tredje sæt skulle afgøre medaljens destination. 

Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

Momentum fulgte malaysierne ind i det tredje sæt, og ved ophold var danskerne nede med 7-11. Astrup/Skaarup kæmpede sig igen på flotteste vis, men marginalerne var desværre med malaysierne, der vandt sættet og bronzemedaljerne 21-19.

– Vi er ved at vinde med 16 og 16, og vi spiller dem fuldstændigt ud af brættet. At vi overhovedet kommer igen i tredje sæt viser en utroligt stor moral, men det er en virkelig bitter pille at sluge. Det er helt outstanding, at de hiver sig op og kommer igen i det tredje sæt. Flot moral, men en tough skæbne, sagde landstræner Thomas Stavngaard efter det hjerteskærende nederlag.

Læs også: Historiske Viktor Axelsen spiller sig i karrierens anden OL-finale

Kim Astrup/Anders Skaarup har leveret et fortrinligt OL i Paris, hvor de har slået verdensklassepar og spillet badminton på allerhøjeste niveau. De rejser fra den franske hovedstad med en fjerdeplads, efter at have spillet sig videre fra mesterskabets mest vanskelige pulje for derefter at slå verdensmestrene i kvartfinalen. 

– De har spillet en fuldstændigt outstanding turnering, og jeg kan ikke sige andet end, at det er urimeligt og tough og alt muligt andet, at de ikke får den bronzemedalje, for den havde de fortjent, sagde en ærgerlig landstræner Stavngaard om Astrup/Skaarups flotte OL. 
Klik her for at tilgå BWF’s program og resultatside