Sportschef: OL var fantastisk for dansk badminton

af | aug 6, 2024

Viktor Axelsen vandt sin anden OL-guldmedalje, Badminton Danmark nåede sin målsætning, og spillerne præsterede generelt rigtig godt. Samlet set blev OL 2024 en stor succes for dansk badminton, udtaler elite- og sportschef, Jens Meibom.

Badmintonturneringen ved OL sluttede på den bedste tænkelige måde for dansk badminton. Med en guldmedalje til Viktor Axelsen, som dermed forsvarede sin OL-titel fra Tokyo. Tilmed uden at smide et sæt undervejs.

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billetter til VICTOR Denmark Open 2024 her

Elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, har svært ved at finde ord nok til at beskrive Axelsens præstation.

– Viktor bliver bare ved med at præstere, og jeg kan efterhånden ikke finde på flere superlativer om ham. Men han er nu – også i OL-sammenhæng – en af historiens allerbedste badmintonspillere, og det er fuldstændigt vildt imponerende, det han har præsteret her til OL. Ikke mindst med tanke på hans langt fra optimale forberedelser. Men han fandt sit bedste spil frem igen og demonstrerede, at når han spiller på det niveau, som han gjorde i finalen, er han ubetinget verdens bedste herresinglespiller, siger Meibom.

Inden afrejsen til OL var målsætningen at vinde en medalje. Det opnåede man ved Axelsens guldmedalje. Men derudover glæder Jens Meibom sig også over, at præstationerne generelt set var gode hos de danske spillere. Kim Astrup og Anders Skaarup spillede sig frem til matchbolde i bronzekampen, Sara Thygesen og Maiken Fruergaard vandt deres gruppe, selvom de var de lavest rangerede af de fire par, og Mia Blichfeldt vandt et sæt mod den nu tidligere olympiske mester, Chen Yu Fei.

– Vi har nået vores OL-målsætning, men det er også meget tilfredsstillende, at holdet som helhed præsterede rigtig godt. Mange har ramt topniveauet ved OL, hvilket er meget svært, da presset og forventningerne er ekstra store til OL. Damedoublen overpræsterede ved at vinde gruppen og besejre langt højere rangerede par, og jeg glæder mig meget på deres vegne over, at de fik vist flot badminton på den største scene. Herredoublen vandt nogle sindssygt flotte sejre, og deres nederlag i bronzekampen var hjerteskærende at overvære. Men de spillede fantastisk badminton undervejs og var nogle fantastiske ambassadører for dansk badminton, understreger Badminton Danmarks sportschef.

Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

Danmark slutter på en delt tredjeplads i badmintonturneringen målt på medaljepoint. Kun Kina og Korea ligger over, mens Danmark slutter foran store badmintonnationer som Indonesien, Malaysia, Japan og Indien. Udover Axelsens medalje fik Danmark også en 4. plads og to top-8 placeringer.

– Jeg vil også gerne sende en kæmpe tak til staben omkring spillerne. Vores trænere Kenneth Jonassen, Thomas Stavngaard og Jesper Hovgaard, vores sparringsspillere Mads Christophersen og Mads Vestergaard samt vores eksperter fra Team Danmark, som alle har knoklet for spillerne. De er alle superdygtige og har igen leveret en fantastisk indsats med at hjælpe spillerne, siger Jens Meibom.

Overblik over, hvor langt de danske badmintonspilleres nåede ved OL i Paris:

  • Viktor Axelsen: Guld
  • Anders Antonsen: Kvartfinale
  • Mia Blichfeldt: Gruppespil
  • Kim Astrup/Anders Skaarup: Bronzekamp
  • Sara Thygesen/Maiken Fruergaard: Kvartfinale