Få overblik over seedninger, kampprogram og lodtrækningen til weekendens Elite Grand Prix Circuit.
I weekenden spilles sæsonens første Elite Grand Prix Circuit-turnering.
Fra fredag den 30. august til søndag den 1. september går det løs i Højbjerg, hvor flere unge talenter og prominente spillere kigger forbi.
Se lodtrækningen for Højbjerg Elite Grand Prix her.
Tidligere landsholdsspiller og vinder af RSL DM 2021, Victor Svendsen, er førsteseedet i herresinglekategorien. Her deltager blandt andre også forsvarende U19-danmarksmester William Bøgebjerg fra Greve som 3./4. seedet.
I damesingle deltager også en forsvarende U19-danmarksmester i form af Kajsa van Dalm fra Aalborg Triton. Hun er førsteseedet og står til i en eventuel finale at skulle møde andenseedede Benedicte Silassen, som i april var med til at vinde sølv for Skovshoved ved VICTOR Ligafinalen.
Årets Badmintontræner 2024, Sebastian Bugtrup fra Hvidovre Badminton Club, er førsteseedet i herredouble med sin engelske makker, Zach Russ. De kan blandt andre møde Højbjerg-hjemmebanespilleren Frederik Aalestrup og hans makker Mike Vestergaard, der stiller op for Værløse. De to er 3./4. seedede.
I damedouble er det sidste sæsons vindere af Elite Grand Prix Circuit-finalestævnet, samt semifinalister ved VICTOR DM 2024, Amalie Cecilie Kudsk/Signe Schulz Terp-Nielsen, der er førsteseedede. De får selskab af flere unge talenter, blandt andre Maria Højlund Tommerup, der var i to finaler ved VICTOR UDM 2024, og som spiller sammen med Sofie Røjkjær.
Maria Højlund Tommerup stiller også op i mixeddouble. Her er hun andenseedet sammen med engelske Zach Russ. De står til at skulle møde førsteseede Rasmus Prasz Espersen/Amalie Cecilie Kudsk i en eventuel finale.
Turneringen sættes i gang fredag klokken 16.30 med herresinglekvalifikationen, efterfulgt af kvalifikationskampe i mixeddouble og damesingle. Ottendedels- og kvartfinaler spilles lørdag, og søndag spilles semifinaler og finaler.
Som noget nyt i år spilles der kun tre Elite Grand Prix Circuit-stævner fremfor fem. Det kan du læse mere om her.