På andendagen ved U15 EM var der skruet op for niveauet hos flere af de modstandere, som danskerne traf på banerne i Hala Suwałki Arena i Polen. De danske spillere leverede et hav af flotte præstationer. – Overordnet set er vi super glade for dagens resultater og præstationer hele vejen i gennem, siger U15 landstræner Thomas Nielsen.
På andendagen ved U15 EM var der ingen knaphed på dansk deltagelse. De danske U15-spillere skulle sætte deres præg på hele tolv kampe på torsdagens program.
Formiddagen stod i mixeddoublernes tegn og indledtes af Peter Simoni Fauerholt og Marie Faust Kjær. Deres første modstandere Feliks Getka/Zuzanna Turska havde en polsk hjemmebanefordel, som dog ikke skulle vise sig at komme dem til gode. Selvom de to par fordelte pointene nogenlunde ligeligt mellem sig i andet sæt, blev det alligevel til en dansk sejr i to sæt med cifrene 21-13, 21-19. I deres anden kamp hed modstanden Soren Marion Gothsener/Emma Pognante. I hverken det ene eller det andet sæt blev det til mere end tolv franske point. Danskerne vandt med 21-12, 21-12.
Også Nicholas Mikkelsen og Alva Jacobsen, skulle på banen to gange. Deres eneste nervepirrende sæt var det første, som de spillede mod Nathan Nguyen/Ella Germann fra Schweiz. Ikke desto mindre vandt de opgøret 21-18, 21-13. I deres anden kamp havde de godt styr på det slovakiske par Jakub Fotta/Adriana Chylova i to sæt 21-9, 21-8.
Simone Aoki Pihl, som i går kunne spille sig videre i turneringen uden på noget tidspunkt at lade sin modstander se et tocifret tal ved sit navn på pointtavlen, mødte i dag den ottende seedede Jule Meinhardt fra Tyskland. Danskeren kom lidt nervøst fra start, men formåede på trods af nerver og et par fejl at lukke sættet 21-19. I andet sæt spillede danskeren med langt større selvtillid og kunne kalde sejren sin med 21-13.
Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig
Anden runde i damesinglekategorien blev til gengæld endestationen for Emma Nissen Nielsen der, selvom hun ydede velspillet modstand, måtte se sig slået af den første seedede Lea Dauphinais fra Belgien. I første sæt fulgte danskeren med til nitten point, men i andet sæt blev opgaven for svær at løse, og hun tabte kampen med cifrene 19-21, 12-21.
De danske herresingler var også i aktion i dag. Axel Boesen mødte Oliver Wu fra England i en meget ligeværdig kamp. Her tabte danskeren første sæt 21-23 men vandt det andet med 21-17. I tredje sæt kom danskeren stærkt fra start, og formåede at holde sin føring indtil han kunne lukke sættet 21-11. Marvin Jakob Galan Mogensen mødte sent på eftermiddagen spanske Raul Hernandez i et opgør, der aldrig rigtig blev spændende, da danskeren hurtigt stak af med pointene, og spanieren ikke kunne følge med. Dansk sejr med cifrene 21-12, 21-3.
I anden runde skulle den danske herredouble Peter Simoni Faurholt/Nicholas Mikkelsen møde det franske par Soren Marion Gothsener/Mady Sow. Selvom danskerne var lige i hælene på franskmændene, der lukkede første sæt med en snæver fransk firepoints føring på 17-21, blev danskerne i andet sæt hægtet af og måtte se sig slået med 14-21. En præstation som fremhæves af U15 landstræner Thomas Nielsen.
– Selvom den ene taber, så synes jeg faktisk herredoublerne havde rigtig gode præstationer, også den der taber. De spiller faktisk op imod nogle af dem, som man formoder er favoritterne og spiller en god kamp. Og med lidt held så kunne vi faktisk have taget dem. Så på den måde, så synes jeg faktisk, at det er en rigtig flot præstation, de har ydet, selvom de taber, siger Thomas Nielsen.
Læs også: Flotte danske præstationer i den første runde ved U15 EM
Alva Jacobsen og Simone Aoki Pihls første kamp i damedoublekategorien bød på polsk hjemmebanemodstand i skikkelse af Klara Siadlak/Amelia Zielinska. I første sæt stod den på dansk dominans, hvilket blev udtrykt på pointtavlen med cifrene 21-8. I andet sæt spillede begge par med en del fejl, men danskerne tog i sidste ende sejren med cifrene 21-18.
Axel Boesen og Marvin Jakob Galan Mogensen mødte i deres kapacitet som herredouble det tyrkiske par Onur Acu/Eren Yaman, som de slog med cifrene 21-18, 21-15. Kort efter kunne Marie Faust Kjær og Emma Nissen i en af dagens allersidste kampe runde den danske deltagelse af med stil. En sejr i to sæt over Maja Pranić/Tea Rebesco fra Kroatien med cifrene 21-9, 21-10.
– Overordnet set er vi super glade for dagens resultater og præstationer hele vejen i gennem. Folk har egentlig spillet noget godt badminton, og løst de udfordringer der har været, både med nervøsitet og den her vind, sagde Thomas Nielsen ovenpå dagens præstationer.
I morgen venter endnu en spændende dag for de danske spillere, hvor det ifølge Thomas Nielsen gælder om at være klar fra start.
– I morgen, der kan man sige, at der starter turneringen. I dag startede den lidt. Nu starter den for alvor i morgen. Det vil sige, at i hver kamp står rigtig dygtige modstandere, som kan spille badminton på et helt andet niveau, end det vi har mødt i dag for hovedpartens vedkommende. Det vil sige, at vi skal være klar fra start. Vi skal turde at spille badminton. Og vi skal spille klogt. Vi skal i doublerne spille ned i fødderne på dem. Lægge af ind i banen. Få nogle løft og så er det os, der er spilstyrende. Det er det bedste forsvar i en stor hal. Det er det, vi skal løse i morgen. Og det tror jeg også, de er klar på, siger Thomas Nielsen.
Her kan du se programmet for fredagens kampe
Nedenfor er en oversigt over dagens resultater
- Peter Simoni Fauerholt/Marie Faust Kjær – Feliks Getka/Zuzanna Turska: 21-13, 21-19
- Nicholas Mikkelsen/Alva Jacobsen – Nathan Nguyen/Ella Germann: 21-18, 21-13
- Peter Simoni Fauerholt/Marie Faust Kjær – Soren Marion Gothsener/Emma Pognante: 21-12, 21-12
- Nicholas Mikkelsen/Alva Jacobsen – Jakub Fotta/Adriana Chylova: 21-9, 21-8
- Simone Aoki Pihl – Jule Meinhardt: 21-19, 21-13
- Emma Nissen Nielsen – Lea Dauphinais: 19-21, 12-21
- Axel Boesen – Oliver Wu: 21-23, 21-17, 21-11
- Marvin Jakob Galan Mogensen – Raul Hernandez: 21-12, 21-3
- Peter Simoni Faurholt/Nicholas Mikkelsen – Soren Marion Gothsener/Mady Sow: 17-21, 14-21
- Alva Jacobsen/Simone Aoki Pihl – Klara Siadlak/Amelia Zielinska: 21-8, 21-18
- Axel Boesen/Marvin Jakob Galan Mogensen – Onur Acu/Eren Yaman: 21-18, 21-15
- Marie Faust Kjær/Emma Nissen Nielsen – Maja Pranić/Tea Rebesco: 21-9, 21-10