Optakt til Skovshoved Elite Grand Prix

af | sep 26, 2024

Mads Christophersen

Badmintonphoto

Det er Skovshoved, der lægger baner til, når sæsonens andet Elite Grand Prix-stævne fredag løber af stablen. Bliv klædt på til turneringen med et overblik over seedninger, kampprogram og lodtrækning.

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billetter til VICTOR Denmark Open 2024 her

Fredag d. 27. september og hele weekenden igennem lægger Elite Grand Prix Circuit vejen forbi Skovshoved, hvor sæsonens andet stævne skal afvikles. Blandt de 135 tilmeldte spillere vil adskillelige unge talenter og prominente spillere være at finde på badmintonbanerne på Krøyersvej 5A. 

Se lodtrækningen for Skovshoved Elite Grand Prix her

I spidsen for de seedede spillere i herresinglekategorien står NETC-tilknyttede Mads Christophersen, hvis seneste resultat stammer fra YONEX Belgian International, hvor han for nylig spillede sig til en sølvmedalje. Holder seedningerne stik, kan han i en eventuel finale se frem til et møde med andenseedede Rasmus Messerschmidt, der tog en anden plads ved sidste sæsons finalestævne. 

I damesingle er Irina Amalie Andersen med sin førsteseedning spået til i en finale at møde den andenseedede vinder fra sidste sæsons finalestævne Benedicte Sillasen. En anden bemærkelsesværdig damesingle ved turneringen er Julie Dawall Jakobsen. Hun har sin daglige gang på landsholdstræningen og gjorde sig for nylig bemærket, da hun præsterede en sejr over Tai Zhu Ying ved China Open.  

I herredoublekategorien er det NETC-parret bestående af Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard, som kan entrere turneringen med en førsteseedning i ryggen. De kan glæde sig til måske at møde den tidligere landsholdsstjerne i form af Hans-Kristian Solberg Vittinghus, der med sin makker Sebastian Bugtrup, stiller op som andenseedede ved turneringen.

Mads Vestergaard kan også opleves i mixeddoublekategorien, hvor han stiller op med Christine Busch Andreasen. Til sammen udgør de et af landets dygtigste mixeddoublepar, og hvis de lever op til deres førsteseedning, kan de i en finale se frem til måske at møde andenseedede Rasmus Prasz Espersen og Amalie Cecilie Kudsk. 

Se kampprogrammet her

Også i damedoublekategorien udgør de seedede par et spændende selskab. Her drejer det sig blandt andre om sidste sæsons vindere af finalestævnet, samt semifinalister ved VICTOR DM 2024, Amalie Cecilie Kudsk/Signe Schulz Terp-Nielsen, der er førsteseedede. Lærke Tolstrup Hvid, der ved sidste sæsons finalestævne tabte i finalen med sin makker, der dengang hed Emilia Nesic, kan i en eventuel finale spille for revanche. Denne gang stiller hun op med Kathrine Vang Rasmussen, og sammen går de på banen ved turneringen som andenseedede. 

Turneringen skydes i gang fredag med kvalifikationskampene. Lørdagens program byder på både ottendedels- og kvartfinaler, mens semifinaler og finaler afvikles søndag.