I den nordjyske kommune Jammerbugt er der et hav af dygtige og traditionsrige badmintonklubber, og for små 11 år siden gik en håndfuld af de klubber sammen med ambitioner om at skabe et godt fællesskab og et solidt fundament for sporten i kommunen.
– Klubmenneskerne kender hinanden og taler godt sammen, og det er et godt signal at sende til spillere, børn og forældre at der ingen fjendskaber er mellem klubberne, siger formand for Fjerbold Jammerbugt Martin Frandsen om værdisættet og måden, hvorpå initiativet og netværket i det nordjyske bliver drevet.
Fællesskab er nøgleordet i Fjerbold Jammerbugt. Det understreger formanden Martin Frandsen, der foruden hans ledende post i kommuneinitiativet også er seniortræner i Skalborg SK’s badmintonafdeling. Fjerbold Jammerbugt består per dags dato af ni klubber fra kommunen. De ni klubber og deres repræsentanter mødes fem gange årligt, hvor der drøftes tiltag og udveksles erfaringer, således at sporten står på et solidt fundament i Jammerbugt, samt at det er sjovt, spændende og lærerigt at gå til badminton i kommunen for store som små.
Fjerbold Jammerbugt kan i år fejre elleve års jubilæum. Netværket blev skabt med henblik på at styrke det lokale i kommunens badmintonklubber.
– Fjerbold Jammerbugt er et netværk for badmintonklubber, og vi dækker, som det fremgår af navnet, klubber i Jammerbugt. Det startede for elleve år siden med, at en udviklingskonsulent fra Badminton Danmark ville samle klubberne for at få mere ud af holdturneringen. Hele ideen var at skabe noget mere lokalt for holdturneringerne, for når vi ligger derude, hvor vi gør, så kan vi godt blive trætte af at skulle køre lidt langt. Så var det nemmere at skabe noget, hvor vi kunne spille mere lokalt, fortæller Martin Frandsen om Fjerbold Jammerbugts stiftelse.
– Det har så derfra udviklet sig til et venskab mellem klubberne, hvor vi mødes fem gange årligt. Her starter vi med at spise sammen, og så har vi en status på, hvad der sker ude i klubberne. Det kan være alt fra miniton til veteran, og man fortæller, hvad der er af arrangementer, går det op eller ned, og hvad der er af initiativer i klubben. Derudover har vi tit haft workshops, hvor vi diskuterer alt fra træneruddannelser til bestyrelsesarbejde. Det er en stor omgang vidensdeling klubberne imellem, tilføjer formand Frandsen om venskabet og samarbejdet klubberne i Jammerbugt imellem.
Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig
I Fjerbold Jammerbugt har man fælles turneringer, mesterskaber og gode initiativer til at samle folk i den nordjyske kommune omkring en masse god fjer. Blandt de mange gode fælles initiativer står blandt andet Kommunemesterskabet frem. Kommunemesterskabet blev af Fjerbold Jammerbugt genindført i 2016 med stor succes. Siden 2016 har mellem 210 og 350 deltaget ved de årlige mesterskaber i en kommune, hvor der bor små fyrre tusinde mennesker.
– En ting er kommunemesterskabet, som har været en kæmpe succes. Derudover har vi også vores begynderstævne for børn i alderen seks til femten, som vi startede i 2017, og som har mellem 40 og 70 deltagere årligt, og deres forældre deltager tilmed også. Dertil kommer Kommunemesterskabet, hvor vi får samlet de her folk. Det der lykkes godt med kommunemesterskabet er, at klubberne hiver næsten alle spillere de har i klubben med, og ikke kun dem der selv tilmelder sig, klubberne hjælper forældrene med at tilmelde børnene, og det er nok det der gør, at nogle klubber stiller mellem 50 og 60 spillere lige fra U9 til veteran, fortalte Martin Frandsen om et par af de succesfulde tiltag.
De to ovennævnte mesterskaber og stævner er ikke det eneste spændende på bedding ved Vesterhavet. Sidste år etablerede de det nu årligt tilbagevendende motioniststævne i Fjerbold Jammerbugt, som finder sted d.9/11 i år.
– Jeg vil gerne lave lidt larm for vores motioniststævne. Hele den fredag, hvor der er Kommunemesterskab, er det motionister der spiller, og her deltager cirka 80 spillere. Det så vi et stort potentiale i, at få dem der spiller motionist, hvad end de har spillet i mange år eller lige er begyndt i de her voksen-fjer grupper til at deltage i et sådan stævne. Så det prøver vi igen i år med fællesskabet som samlingspunkt, fortalte Martin Frandsen afslutningsvis om de kommende begivenheder i Jammerbugt.