Landstræner optimistisk forud for ungdoms-VM

af | sep 27, 2024

UVM, U19, Otto Reiler, Amanda Aarrebo Petersen

Badmintonphoto

Den 26. september drog U19-landsholdet sammen med deres træner Jonas Lyduch og U17-landstræner Frank Larsen til Kina, hvor ungdomsverdensmesterskabet (UVM) afholdes den 30. september – 13. oktober i Nanchang.

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2024 her

Natten til mandag når vi andre ligger og sover, er der i Kina ved at blive gjort klar til, at ungdoms-VM kan begynde. Her vil de unge fra Danmark stå klar til at spille deres første kamp i gruppespillet, når de skal møde Trinidad og Taboga kl 03:00.

Danmarks pulje

U19-landstræner Jonas Lyduch har ikke nogle resultatmæssige forventninger til turneringen men håber dog alligevel på, at de unge danskere kan etablere sig på banerne, selvom asiaterne ofte overmatcher dem.

– Jeg prøver på ikke at forvente for meget og håber i stedet, at vi kommer ud og viser, at vi kan være med spillemæssigt, og at vi kan udfordre dem og selvfølgelig vinde nogle gode sejre ligesom sidste gang, udtaler Lyduch.

Læs også: Finaledag ved U15 EM: Tre gange sølv til de danske doublespillere

I lodtrækningen for holdspillet endte Danmark i pulje med: Forenede Arabiske Emirater, Cookøerne, New Zealand og Trinidad og Tobago.

En lodtrækning Jonas Lyduch er fint tilfreds med:

– Vi har fået en ret god lodtrækning i holdturneringen denne her gang, så jeg håber, vi klarer os bedre end sidste gang. Jeg har nok i hvert fald et lille mål om, at vi kan spille os ud af puljen i holdturneringen.

Danmark møder:

  • Trinidad og Tobago – Mandag d. 30. september kl 03:00
  • Cookøerne – Tirsdag d. 1. oktober kl 03:30
  • New Zealand – Tirsdag d. 1. oktober kl 9:30
  • Forenede Arabiske Emirater – Onsdag d. 2. oktober kl 06:30

Se resultaterne dag for dag her

UVM får nyt format

Når dette års UVM afholdes så bliver det i et nyt format i holdturneringen, hvor et af tiltagene er, at den samlede score på tværs af de individuelle kampe afgør, hvem der vinder holdkampen sammenlagt. De nye regler er dog ikke noget, der bekymrer U19-landstræneren.

– Jeg er nok af den opfatning, at vi muligvis får større chance for at klare os godt med det her format, fordi det giver os nogle muligheder, da de set man spiller, altså kampene, er lidt kortere. Men det er jo klart, at det er meget anderledes, end det vi normalt spiller, forklarer Jonas Lyduch.

U19-landsholdet testede også formatet af på deres sommerlejre, hvor Lyduch fik indtryk af, at spillerne syntes, det var meget spændende.

Lyduch ligger dog samtidigt ikke skjul på, at han har en lidt mærkelig fornemmelse og ikke helt ved, hvad han skal forvente.

– Jeg vil ikke ligge skjul på, at jeg syntes, det er mærkeligt. Jeg havde da nok hellere set, at vi holdt det gamle format, fordi det ville give os nogle flere hele kampe, hvilket er det, vi måler os på. Men når de nu har bestemt, at de skal være sådan her, så vælger jeg at se positivt på det. 

I holdturneringen ved UVM i år er der indført et nyt format. Det betyder i korte træk, at:

  • Der spilles 10 kampe, og den nation, der først opnår sammenlagt 110 point, har vundet.
  • Der spilles to kampe i alle fem kategorier.
  • Samme spiller kan godt spille begge kampe i en kategori.
  • Første kamp slutter, når en spiller har nået 11 point.
  • De efterfølgende kampe bliver spillet med udgangspunkt i den sammenlagte score.
  • Selvom en spiller i kampen forinden har fået under 5 point, bliver der stadig taget minimum 5 point med videre til næste kamp.
  • Når en spiller har vundet 11 dueller i en kamp, slutter den. Kun i den sidste kamp spilles der, indtil holdet har nået de samlede 110 point.

Du kan læse meget mere om de nye regler her

Lyduchs råd til spillerne

At være blevet udtaget til at repræsentere Danmark ved UVM er i sig selv en stor ære, og samtidigt er det en oplevelse, som ikke mange i så tidlig en alder kommer til at få.

– De skal ud og spille i en stor turnering og i nogle ret svære forhold, forklarer Lyduch, og derfor er hans bedste råd til spillerne at huske på den erfaring, som de får, når de spiller, for det er der ikke mange, som får muligheden for.

– Det at spille i en turnering, hvor man repræsenterer Danmark, det gir noget erfaring som ikke særligt mange andre får, og det er vigtigt, at man fokusere på det fremfor at fokusere på eventuelt præcis, hvordan det går i turneringen. Der er jo selvfølgelig ikke nogen tvivl om, at når vi tager afsted, så er vi jo ikke ligeglade med, hvordan folk de præsterer, eller om de vinder og taber, men det er som udgangspunkt ikke afgørende for, om det har været en succes eller en fiasko, siger Jonas Lyduch.

Truppen:

Maria Højlund Tommerup, Solrød Strand

Amanda Aarrebo Petersen, Højbjerg

Kajsa Van Dalm, Aalborg Triton

Jasmin Willis Rasmussen, Højbjerg

Anna-Sofie Nielsen, Lillerød

William Bøgebjerg, Greve

Otto Reiler, Gentofte

Salomon Adam Thomasen, Højbjerg

Philip Kryger Boe, Odense

Robert Nebel, Værløse

Jakob Clausen Jessen, Højbjerg