Suveræn start på UVM for det danske ungdomslandshold

af | sep 30, 2024

Badmintonphoto

Badmintonphoto

Det krævede ikke mange minutter for de respektive danske spillere, før første sejr i årets ungdomsmesterskaber for blandede hold var i hus mod et Trinidad og Tobago hold, der ikke ydede meget modstand. 

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2024 her

– Det var en kamp, der skulle spilles, og en kamp der skulle vindes, og det gjorde vi, og det er vi selvfølgelig super glade for. Men det var ikke nogen specielt svær modstander, sagde landstræner Jonas Lyduch om første holdkamp ved årets UVM i Kina. 

De danske aspirerende stjerner overlod ikke meget til tilfældighederne mod den caribiske østat, hvor hver danske spiller eller par ikke skulle bruge meget mere end tre minutter på at sende stafetten videre. De danske spillere eksekverede og viste stort overskud, i hvad der skulle vise sig ikke at blive nogen større udfordring. 

Det danske ungdomslandshold åbner UVM med en 110-45 sejr over Trinidad og Tobago, hvor de danske spillere var dominerende fra start, hvor William Bøgebjerg lagde fra land ved kun at tillade tre point imod.

Klik her for resultater og kampprogram fra UVM

Kajsa van Dalm, Jakob Clausen Jessen og Robert Nebel var alle i aktion to gange ved morgenens holdkamp. Kajsa van Dalm spillede af to omgange mod Samiya Karim, som hun slog sammenlagt 22-8, mens Jakob Clausen Jessen både spillede herredouble med Philip Kryger Boe og mixeddouble med Anne-Sofie Nielsen, hvor han i begge konstellationer var med til at vinde overbevisende over den caribiske modstand .Robert Nebel var ligeledes i aktion med herredouble makkeren Otto Reiler og med sin mixeddouble makker Jasmin Willis, og her var der heller ingen udfordring for de unge danske spillere. 

Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

Det skal derudover tilføjes, at de danske damedoubler ikke var i spil, da Trinidad og Tobago manglede en damespiller til formålet. 

– Det jeg tager med er, at nu skulle vi ind og spille i hallen, og der var faktisk ret mange tilskuere og en virkelig god stemning, hvilket selvfølgelig altid kan give noget. Men rent spillemæssigt kan jeg ikke udlede så meget, for det var vi alt for overlegne til, sagde Lyduch om mandag morgens holdkamp.

Læs også: Landstræner optimistisk forud for ungdoms-VM

Gruppespillets første holdkamp var ligeledes første holdkamp i det nye format, hvor pointene fra kamp til kamp tælles sammen, og der spilles først til elleve i de respektive kampe. Her fik landstræner Jonas Lyduch ligeledes nogle svar, omend det var mod en underlegen modstander. 

– Jeg havde nok foretrukket det gamle system, men jeg tror det bliver ret spændende det her. Man kunne se på de andre baner, at det kunne blive ret intenst, og hvis man er matchet bedre på niveau, så kan der komme nogle psykologiske faktorer indover, hvor det kan være som at starte på 10-10 i tredje sæt, det kan blive meget intensivt. Vi har forberedt os godt på det, inden vi tog afsted, sagde Jonas Lyduch afslutningsvis. 

I morgen venter Cookøerne og New Zealand i gruppespillets anden og tredje kamp.

I holdturneringen ved UVM i år er der indført et nyt format. Det betyder i korte træk, at:

  • Der spilles 10 kampe, og den nation, der først opnår sammenlagt 110 point, har vundet.
  • Der spilles to kampe i alle fem kategorier.
  • Samme spiller kan godt spille begge kampe i en kategori.
  • Første kamp slutter, når en spiller har nået 11 point.
  • De efterfølgende kampe bliver spillet med udgangspunkt i den sammenlagte score.
  • Selvom en spiller i kampen forinden har fået under 5 point, bliver der stadig taget minimum 5 point med videre til næste kamp.
  • Når en spiller har vundet 11 dueller i en kamp, slutter den. Kun i den sidste kamp spilles der, indtil holdet har nået de samlede 110 point.

Du kan læse meget mere om de nye regler her