Det danske ungdomslandshold med en sejr i gruppefinalen

af | okt 2, 2024

UVM

Badmintonphoto

De unge danske badmintontalenter kunne i gruppefinalen forlænge deres sejrstogt. Med fire sejre i gruppespillet er danskerne videre til kvartfinalen.  

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2024 her

Det danske ungdomslandsholds vej gennem ungdomsverdensmesterskaberne (UVM) er indtil videre foregået uden slinger i valsen. Efter en solid lancering af danskernes holdturneringskampagne med lutter sejre i gruppespillet, skulle danskerne onsdag se, om de kunne gøre rent bord i gruppefinalen. 

Her var det De Forenede Arabiske Emirater (UAE), der stod for modstanden. Det var to sejrsvante hold, der skulle møde hinanden, idet UAE ligesom danskerne er gået ubesejrede gennem gruppespillet. Det var en udfordring, som U19 landstræner Jonas Lyduch ikke tog let på. 

– Det var vores første rigtige test jo. Vi har ret stor respekt for UAE. Jeg havde da en forventning om, at vi godt kunne spille med og også slå dem, men det var altså et helt andet niveau vi mødte i dag, end det vi har mødt de andre dage. Vi var alle sammen lidt spændte, sagde Jonas Lyduch efter dagens opgør.

Klik her for resultater og kampprogram fra UVM

Da danskerne gik på banen, var det især deres forberedelser, som gjorde dem i stand til at stå imod den øgede modstand. Det lykkedes danskerne at tage sejren med cifrene 110-92. Det blev altså en noget tættere affære, end de øvrige kampe i gruppespillet.

– Jeg synes, vi var ekstremt godt forberedte. Vi havde gjort endnu mere ud af at se videoer og snakke med spillerne, end vi havde gjort de andre dage. Den forberedelse kunne man også se, da vi kom ind på banen, sagde Jonas Lyduch efter dagens kamp.

Dagens opgør blev også brugt til at teste, hvordan det nye format ved UVM (læs mere om dette i bunden af artiklen) fungerer, når styrkeforholdet mellem de to spillende hold er mere ligeværdigt.

– Med det her nye format som vi spiller, var vi også stadig lidt nysgerrige på, hvordan det skulle håndteres, når vi mødte nogen, der rigtig kunne spille. Der var jo en periode, hvor vi førte med 20 og så kommer ned på 12. Der sidder man selvfølgelig og bliver lidt nervøs. Men overordnet set synes jeg, vores spillere gør det godt, holder hovedet koldt og svarer igen, da vi også kommer i lidt modvind på et tidspunkt, sagde Jonas Lyduch.

Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

Med sejren i gruppefinalen kan de danske gruppevindere nu se frem mod i morgen, hvor det gælder kvartfinalen. Her skrues der yderligere op for niveauet, når danskerne i første omgang skal møde Malaysia. Her er det endnu engang forberedelsen, der bliver en af nøglerne for danskerne.

– Det, vi tager med os fra gruppespillet, er, at vi skal være ekstremt forberedte. Det er små minikampsæt, man spiller mod nye modstandere i nye situationer, så vi skal være forberedte på det, vi kan forberede os på. Vi skal være skarpe og ekstremt klar på det, vi tror kommer til at ske. Det er meget anderledes, når man spiller en kamp, hvor der er lidt mere tid til at ændre ting. Det har man ikke i de her små sæt. Nu skal vi møde Malaysia i morgen, som bliver en svær modstander. Men jeg tror stadigvæk på, at det godt kan lade sig gøre, hvis vi tør gå efter det og er ekstremt forberedte, siger Jonas Lyduch.

Læs også: Landstræner optimistisk forud for ungdoms-VM

I holdturneringen ved UVM i år er der indført et nyt format. Det betyder i korte træk, at:

  • Der spilles 10 kampe, og den nation, der først opnår sammenlagt 110 point, har vundet.
  • Der spilles to kampe i alle fem kategorier.
  • Samme spiller kan godt spille begge kampe i en kategori.
  • Første kamp slutter, når en spiller har nået 11 point.
  • Hvis en spiller har fået under 5 point i en kamp, bliver der stadig taget 5 point med videre til næste kamp. Dette gælder dog ikke, hvis det samlede gennemsnit for en nations score ligger over 5 point per kamp. Så tages den reelle score med til næste kamp og ikke 5 point.
  • De efterfølgende kampe bliver spillet med udgangspunkt i den sammenlagte score.
  • Kamp nummer 2 slutter, når en nation når 22 point. Kamp 3 slutter, når en nation når 33 point osv.
  • I den sidste kamp spilles der, indtil nationen har nået de samlede 110 point.

Du kan læse meget mere om de nye regler her