To danske sejre ved UVM: – Ærgerlig over vi ikke er tættere på

af | okt 8, 2024

Badmintonphoto

Philip Kryger Boe gik videre til næste runde i herredouble, og i sin herresingle leverede han ifølge U19-landstræner Jonas Lyduch dagens bedste danske præstation.

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2024 her

Danmark er fortsat repræsenteret i herredouble og damedouble ved ungdomsverdensmesterskaberne.

Her blev det til sejre for både Philip Kryger Boe/Jakob Clausen Jessen og Amanda Aarrebro Petersen/Maria Højlund Tommerup. I de fem andre danske kampe på dag to i den individuelle turnering måtte danskerne forlade banen med et nederlag.

Klik her for alle tirsdagens resultater ved UVM

U19-landstræner Jonas Lyduch glæder sig over de to sejre, men havde håbet på, at danskerne var tættere på i de andre kampe.

– I vores to vundne kampe var vi ret store favoritter, så det ville have været ekstremt skuffende, hvis ikke de var blevet vundet. I de andre kampe er jeg lidt ærgerlig over, at vi ikke er tættere på. Det ville have gjort, at fornemmelsen var lidt federe i dag. Jeg er ikke skuffet over spillernes præstationer, men mere skuffet over, at vi ikke får mere med fra kampene, siger Lyduch og fremhæver særligt Philip Kryger Boes præstation trods nederlag.

– Jeg vil nok kalde det dagens bedste præstation. Inderen er ret god og en svær spiller at løse. Selvom det ikke lykkedes for Philip i dag, så gjorde han det godt og viste nogle gode takter i sit spil, som der kan bygges videre på, understreger landstræneren.

Tirsdagens danske kampe (vinderne markeret med fed skrift):

  • Philip Kryger Boe – Pranay Shettigar (6.): 21-17, 14-21, 9-21
  • Kajsa van Dalm – Emma Meng: 15-21, 12-21
  • Robert Nebel/Otto Reiler (14.) – Weslie Chen/Kyle Wang: 16-21, 21-15, 19-21
  • Philip Kryger Boe/Jakob Clausen Jessen – Raphael Chris Deloy/Lezhi Zhu: 21-13, 21-15
  • Amanda Aarrebro Petersen/Maria Højlund Tommerup (16.) – Lucy Brierly/Lila Dundas: 21-10, 21-10
  • Anna-Sofie Nielsen/Jasmin Willis – Liu Yuan Yuan/Wang Dao: 7-21, 8-21
  • Jakob Clausen Jessen/Anna-Sofie Nielsen – Darren Aurelius/Bernandine Anindya Wardana (3.): 11-21, 12-21

Klik her for at se onsdagens program ved UVM

Onsdag kommer de tilbageværende danske spillere til at blive testet. Særligt herredoublen med Philip Kryger Boe og Jakob Clausen Jessen, som skal møde et tredjeseedet indonesisk par. Amanda Aarrebro Petersen og Maria Højlund Tommerup, som er seedet 16 ved mesterskabet, møder et amerikansk par.

– I herredoublen er vi kæmpe underdogs, og Indonesien viste i holdturneringen, at de er skræmmende gode. Så Philip og Jakob skal i første omgang fokusere på at være med i duellerne frem for at tænke på at nå til 21 først. For damedoublen kan vi godt have større forhåbninger. De mødte den ene af spillerne i holdkampen, og det bliver en hård og svær kamp, men jeg har en forhåbning om, at vi godt kan vinde, siger Lyduch.

Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

Ungdomsverdensmesterskaberne spilles i den kinesiske by Nanchang.

I sidste uge blev holdmesterskabet afholdt, mens den individuelle turnering afvikles fra mandag til søndag i denne uge.

Seneste danske individuelle medalje ved UVM var i 2018, hvor Line Christophersen vandt sølv.