Optakt til VICTOR DENMARK OPEN: Bliv klædt på til turneringen her

af | okt 11, 2024

Denmark Open

Badmintonphoto

Der er ikke længe til, at VICTOR DENMARK OPEN løber af stablen. Derfor er det også ved at være tid for publikum og seere til at danne sig et overblik over turneringen. Her kan du finde informationer om kampprogram, lodtrækning og sendeplan. 

Det er endnu engang blevet tid til at lade fjerene flyve i Jyske Bank Arena i Odense, hvor VICTOR DENMARK OPEN om under en uge slår dørene op til badminton i absolut verdensklasse. Her har du chancen for at opleve, hvordan det ser ud, når badmintonstjerner fra hele verden mødes på danske baner ved en Super 750-turnering for at afprøve deres indbyrdes styrkeforhold. 

Dette års VICTOR DENMARK OPEN finder sted fra 15.-20. oktober. I år er det tredje år i træk, at Jyske Bank Arena lægger hus til turneringen, mens Odense i år har været hjemsted for VICTOR DENMARK OPEN i 18 år. 

Vil du se de danske spillere og resten af verdensstjernerne i aktion? Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2024 her

Lader man blikket glide ned over listen af spillere der stiller op ved turneringen, ser man, at det ikke skorter på topnavne og bemærkelsesværdige opgør. Blandt andre kan du opleve danske Viktor Axelsen, der i sommers skrev badmintonhistorie ved at føje en OL-guldmedalje til samlingen, der nu tæller to.

Den danske damedouble Maiken Fruergaard og Sara Thygesen fik også OL-succes i sommers ved at spille sig hele vejen til kvartfinalerne, og kan også opleves ved VICTOR DENMARK OPEN, hvor de går på banen sammen for sidste gang.

I alt er hele 27 danskere med ved turneringen, så der bliver rig lejlighed til at finde de danske flag og kampråb frem på tribunerne. 

Læs også: 27 danske spillere er med: Her er lodtrækningen til VICTOR DENMARK OPEN. 

Turneringens første runde afvikles henover to dage.

Den øverste del af lodtrækningen afvikles tirsdag d. 15., mens den nederste del af lodtrækningen spiller onsdag d. 16.

Fredag spilles kvartfinalerne, og lørdag står den på semifinaler, mens det hele kulminerer med finalerne om søndagen.

Når kampprogrammet for tirsdag udkommer mandag aften, kan du finde det her.

Du kan også få et overblik over hvilke spillere, der skal møde hinanden i de spændende opgør i første runde, ved at kigge på lodtrækningen her.

Har du ikke mulighed for at drage til Odense og opleve spillerne fra tribunerne, kan du heldigvis stadig følge kampene derhjemme foran skærmen. TV2 Sport og TV2 Play står på vanlig vis for en omfattende TV-dækning af turneringen hele ugen igennem. Du kan følge med i hvornår TV2 Sport og TV2 Play sender badminton her.

Den særligt nysgerrige badmintonfan har også mulighed for at komme helt tæt på kampene og spillerne, samt med ind bag kulisserne på VICTOR DENMARK OPEN ved at følge Badminton Danmark på Facebook, Instagram, X, TikTok og Youtube. Her kommer vi løbende til at udgive spændende indhold fra ugen, og lige nu kan du finde indhold, der leder op til turneringen. Du kan også besøge eventhjemmesiden for mere information om turneringen generelt.

Sidst men ikke mindst kan du blive særlig godt klædt på til turneringen med magasinet til VICTOR DENMARK OPEN 2024, hvor du blandt andet kan få historien om den danske debutant Mads Vestergaard. Her kan du også læse et interview med Maiken Fruergaard og Sara Thygesens om deres OL-succes og om at skulle spille deres sidste turnering sammen.