Ungdoms-VM i Nanchang i Kina er spillet til ende, og de danske badmintontalenter kan drage hjem med værdifuld erfaring i bagagen. Her kan du læse med, når talentudviklingschef Lars Uhre gør status ovenpå to uger med dansk deltagelse i alt fra spændende holdkampe til individuelle dyster.
Den sidste danske bold ved ungdomsverdensmesterskaberne er slået i gulvet, og der er dermed sat punktum for to badmintonmættede uger i Nanchang i Kina. Her tørnede de danske talenter i første omgang ud i samlet flok ved holdturneringen, mens det i ugen efter var den individuelle hæder, der var på spil.
Talentudviklingschef Lars Uhre, som var med de unge badmintontalenter i Kina, understreger, at når spillerne går på banen ved en stor turnering som UVM, er det først og fremmest det udviklingsmæssige perspektiv, der er i fokus.
– Vi går ind med den tilgang, at vi som udgangspunkt er her for at lære så meget som muligt om at spille sådan en type turnering og under de forhold, som vi møder herude. Denne gang har det været meget fremmede forhold. Det er langt væk, der er en stor tidsforskel, og Kina er også et noget anderledes land, end de unge mennesker er vant til. Så vi er blevet udfordret på alle mulige gode måder og har fået en masse oplevelser med hjem, siger Lars Uhre.
Han uddyber, at målet om at avancere i turneringen, især drejer sig om at spille sig til det bedst mulige grundlag for læring: Flere kampe.
– Vi vil gerne komme så langt som muligt i turneringen, fordi det giver os større muligheder for at udvikle os, siger Lars Uhre.
Læs også: Det danske ungdomslandshold med en sejr i gruppefinalen
Ved holdmesterskabet blev det til en samlet 8. plads for det danske ungdomslandshold. Det hele begyndte med en god lodtrækning i gruppespillet, som danskerne udnyttede ved at spille sig ubesejret i kvartfinalen, som vindere af deres gruppe.
– Vi var i en pulje, som vi vandt, og det synes jeg også, vi skulle. Vi var desværre i gruppe med en del hold, som ikke var så stærke, så vi blev ikke rigtig udfordret udover i puljefinalen. Så mødte vi Malaysia i kvartfinalen, hvor vi kom lidt skidt afsted og hang bagefter, men de var også stærkere end os, siger Lars Uhre.
Danskernes nederlag i kvartfinalen åbnede op for to placeringskampe. I den første kamp mod Taiwan stod få dyre sæt i vejen for en samlet dansk sejr.
– Mod Taiwan havde jeg håbet, at vi kunne være lidt mere med, men hvis man først er bagud i det nye pointsystem, bliver det hurtigt stresset. Vi er selvfølgelig også berørte af, at vi mister William, vores stærkeste herresingle, som bliver skadet i kvartfinalen, siger Lars Uhre.
Kampen mod USA var tæt til det sidste, hvor danskerne desværre mistede grebet om føringen.
– Jeg synes egentlig, vi spiller en fin kamp mod USA. Vi vinder de fleste kampe men ender så med at tabe den sidste kamp ret stort, hvilket selvfølgelig er skuffende. Men som helhed synes jeg, vi leverer en fin præstation der, siger Lars Uhre og fortsætter opsummerende om holdturneringen:
– Det ender lidt uforløst med, at vi bliver nr. 8. Det er godt at komme i det øverste lag. Det gav os nogle gode kampe. Men jeg synes, vi havde for kort tid til at lære noget og til at justere os ind på forholdene. Det er selvfølgelig det samme for de andre hold, men de er lidt mere vant til at spille under de her forhold og er også mere specialiserede, end vi er, i deres udvikling.
Læs også: Det danske ungdomslandshold på en 8. plads ved UVM
Holdturneringen ved UVM blev i år spillet med et nyt pointsystem, som betød mindre tid på banen for de enkelte spillere.
– Mit helhedsindtryk er, at vi spillede alt for lidt. Vi spillede jo med det her nye system. Vi kunne egentlig meget godt lide systemet, og det var enormt spændende, men de enkelte spillere er for kort tid på banen. Det bliver meget hektisk, siger Lars Uhre.
Du kan læse meget mere om det nye pointsystem her
I den individuelle turnering måtte flere danskere se sig slået ud i de indledende runder, mens den danske damedouble bestående af Amanda Aarrebo Petersen og Maria Højlund Tommerup avancerede længst i turneringen ved at spille sig til 1/8 dels finalerne.
– Der har været nogle gode præstationer i den individuelle turnering. Jeg synes, vi har vist, at vi godt kan spille op mod nogle af asiaterne, og vi har fået rigtig vigtige erfaringer med hjem. Jeg ville gerne have haft lidt flere kampe, men jeg synes spillerne generelt har leveret gode indsatser. De har forberedt sig rigtig godt og været seriøse i deres tilgang, hvilket har været et fokusområde for os herude, siger Lars Uhre om danskernes præstationer i den individuelle turnering.
Vil du spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig
Selvom det ikke blev til danske medaljekampe ved hverken holdmesterskabet eller den individuelle turnering, har UVM kastet vigtige erfaringer af sig.
– Der er fra spillerne selv nogle forventninger til, at man rigtig gerne vil gøre det godt. Samtidigt møder de langt sværere modstandere end normalt og svære forhold at spille under med vind og så videre. Det har givet spillerne en øjenåbner og en masse erfaring, som de helt klart tager med hjem herfra. Samt inspiration og motivation til at arbejde med de ting de skal lære at håndtere og udvikle, afslutter talentudviklingschef Lars Uhre.