Et år med Levedygtige klubber – hvad har vi lært?

af | nov 1, 2024

Badminton Danmark

Badminton Danmark

Projektet Levedygtige klubber har til formål at styrke fællesskab og spillelyst på tværs af landets klubber, og det første år i samhørighedens tegn har været et lærerigt et af slagsen.

Netværk, foreningsliv og samarbejde med fjerbolden som omdrejningspunkt er tre velegnede begreber, der bedst beskriver projektet Levedygtige klubber. Projektet og initiativet er sat i søen for først og fremmest at sikre, at klubberne i samarbejde med hinanden på tværs af byer, regioner og landsdele kan sikre et solidt fundament og samtidig finde inspiration i hinandens tilgang til vores sport. Når adjektivet “levedygtig” indgår i projektets titel, så er det velovervejet, for Levedygtige klubber skal sikre sig, at klubberne er lige netop levedygtige. De skal helt simpelt være i stand til at klare sig ved at løfte i flok.

Læs også: Levedygtige klubber sender Ørnhøj IF til VICTOR DENMARK OPEN med særlig VIP-oplevelse

– Vi vil både meget gerne etablere nye netværk og hjælpe klubberne i gang med dette, men vi vil lige så gerne at klubberne tapper ind i allerede eksisterende netværk og i den forbindelse hjælpe dem med at styrke disse. Vi forsøger derudover i samarbejde med DGI at ringe rundt til klubberne, og vi oplever, at de bliver meget glade, og at de har meget at fortælle, men vi vil gerne have at flere vender tilbage, så vi kan etablere flere af de geografisk baserede netværke til at hjælpe klubberne med at hjælpe hinanden, sagde Nina Vedsø projektkoordinator for Levedygtige klubber. 

Vil du læse mere om Levedygtige Klubber, og de mange informative møder og spændende arrangementer projektet byder på, så klik her for at tilgå Facebook-siden. 

Nu har projektet med Nina Vedsø i spidsen så været i gang i et år, og det har været et år præget af tilegnelse af erfaring og udbygning af et større samarbejde i Badminton Danmarks elite- og talentnetværk og med DGI og deres regionale afdelinger som samlingspunkt og formidler af kontakt klubberne imellem.

– Jeg synes det har været sjovt, når jeg har været ude og besøge nogle netværk, som enten allerede eksisterer, eller som er helt nye. Tre eksempler der står frem, har jeg fundet vidt forskellige steder i landet. 

– På Bornholm deltog jeg i deres årsmøde i april. Her var alle klubber på hele øen repræsenteret, og jeg var positivt overrasket over det flotte fremmøde, og det glædede mig at se deres villighed til at hjælpe hinanden og skabe fællesskab klubberne imellem. Jeg ringede så i går til konsulenten på Bornholm, for at høre hvordan det så var gået siden hen, og han kunne berette om det ene fælles arrangement efter det andet, der havde affødt succesoplevelser og hyggelige og stærke forbindelser mellem de bornholmske klubber.

Et andet eksempel var Vestegnsnetværket under DGI Midt- og Vestsjælland, hvor eliteklubberne Solrød og Greve var dukket op både med det formål, at hjælpe de mindre klubber med lige netop det, de kunne have brug for hjælp til men også i erkendelse af, at eliteklubber sagtens kan bruge erfaringer fra mindre klubber i forhold til f.eks. bredde ungdomsarbejde.

Det sidste eksempel dukkede op helt ude i det vestjyske, hvor et sæsonopstartsmøde på opfordring fra flere klubber havde overskriften ”Klubsamarbejde”. Dette møde er nu resulteret i, at en stor håndfuld klubber har sat sig sammen og ønsker at lave et netværkssamarbejde, hvor de kan hjælpe og inspirere hinanden, fortalte Nina Vedsø om flere af succes-oplevelserne. 

– Nu har vi så været i gang et år, og vi vil fortsat arbejde på at synliggøre projektet, så flere klubber bliver opmærksomme på, at der eksisterer netværk, der kan gavne dem. Det kan være et sikkerhedsnet for klubberne, når det brænder på hos en af dem, jamen så kan de andre klubber hjælpe. Vi ser også mange i netværkene gøre brug af forskellige tilbud fra DGI om f.eks. at lave fælles trænerdage, så man på den måde kan dele betalingen og samtidig skaber nye muligheder for at løfte i flok og hjælpe med at få løst fælles problemer i klubberne, slutter Nina Vedsø, der glæder sig til at skabe nye og udbrede kendskabet til endnu flere netværk til gavn for endnu flere klubber.