Det danske ungdomslandshold klar til kvartfinalen ved UEM efter en formfuldendt præstation: – Nu starter turneringen først for alvor

af | nov 28, 2024

Badminton Danmark

Badminton Danmark

Der var ingen slinger i valsen på den danseglade middelhavsø Ibiza, da det danske ungdomslandshold i overbevisende stil pillede pynten af Slovenien i UEM’s anden gruppespilskamp, og sikrede sig gruppens førsteplads og det videre avancement til kvartfinalerne.

Køb billet til EM 2025 i Horsens her

Salomon Thomasen fik den ære at åbne ballet torsdag eftermiddag, og slag i slag formåede den danske førstesingle at tage fat om holdkampen for det danske ungdomslandshold og bringe det rød-hvide U19 hold foran med en sejr i to sæt på 21-14, 24-22 mod en velspillende Tadej Jelenc fra den centraleuropæiske bjergstat, der i andet sæt forvoldte det danske stortalent problemer. 

Kajsa Van Dalm var anden danske repræsentant på banen i det spanske. Den talentfulde damesingle mødte som kollegaen Thomasen stor modstand fra sin slovenske modpart. Anja Blazina gav Van Dalm kamp til stregen i begge sæt, men med is i maven og overskud i spillet formåede Kajsa Van Dalm at lukke den tætte kamp i to sæt med cifrene: 21-18, 21-16.

– De (Salomon Thomsen og Kajsa Van Dalm) møder to, der godt kan spille, og som kommer med alt de har, så vi møder faktisk en del modvind derinde. For Salomon er det tæt i begge sæt mod slutningen, men jeg er glad for at se, at han bevarer roen og har et ekstra gear. Kajsa får en dårlig start, men jeg er glad for at se, at hun også bevarer roen, og ikke stresser, men finder sin vej tilbage i spillet, sagde ungdomslandstræner Kasper Dinesen om de to single kampe.

Få overblikket over gruppekampene ved UEM

Efter de to første singler blev det herredoublernes tur, da Philip Kryger Boe/Jesper Christensen stod overfor Tadej Jelenc/Nikita Peshekonov. Det danske makkerpar sad på kampen fra første bold, og initiativet var på danske hænder det meste af opgøret. Boe/Christensen vandt i to overbevisende sæt med cifrene: 21-13, 21-12. Dermed sikrede herredoublen også den samlede danske sejr.

Damedoublen bestående af Anna-Sofie Nielsen/Maria Højlund Tommerup skulle forsøge at udbygge sejrens størrelse, og yderligere cementere den danske favoritværdighed i gruppen. Overfor dem stod Anja Blazina/Ariana Korent. Slovenerne bed fint fra sig i starten af det første sæt, men efter ophold skruede Nielsen/Tommerup op for tempoet og overlod intet til tilfældighederne. Det momentum det danske par etablerede i første sæt tog de med sig ind i kampens andet. Nielsen/Tommerup udbyggede på flotteste vis Danmarks føring til 4-0 med cifrene: 21-12, 21-5. 

Læs også optakten til UEM: Jeg har en forventning om, at vi er med blandt de bedste

Den danske mixeddouble Otto Reiler/Amanda Aarebo Petersen skulle forsøge at sikre endnu en dansk sejr på 5-0 ved årets UEM på Ibiza, og dermed sikre en ubesejret vej mod kvartfinalerne. Det slovenske par Tim Bregar/Tija Horvat skulle vise sig ikke at blive den store udfordring for et velspillende dansk par, der i to sikre sæt sikrede Danmarks anden 5-0 sejr i gruppespillet med cifrene: 21-6, 21-13.

Stream alle kampene fra UEM via Badminton Europe

– Vi stillede op lidt anderledes end i første kamp med Maria og Anna-Sofie i damedouble og Jesper og Philip i herredouble, som skulle prøve at spille derinde sammen for første gang. Der var nogle ting, der skulle være styr på, og nogle aftaler, der gik lidt galt med miskommunikation, som der altid vil være. Vi havde en del fokus på serv-retur og tredje og fjerde bold. Vi har arbejdet dette igennem, og vi går meget op i at få styr på egne aftaler, og det synes jeg var fint for dem, og de fik prøvede nogle nye ting af, sagde Dinesen om doublernes opgør med slovenerne torsdag eftermiddag.

Danmark går dermed videre til kvartfinalen med to sejre på 5-0 uden at have tabt et eneste sæt på vejene dertil. Det er noget der huer landstræner Kasper Dinesen. 

– Resultatmæssigt har det været, som vi gerne vil have det, og vi er super tilfredse med ikke at have afgivet et eneste sæt. Nu starter turneringen først for alvor for os i morgen med kvart- og semifinale. Vi er ikke endnu blevet trykket på brystet. Vi har endnu ikke mærket top modstand på banen eller bagfra fra holdet, og det kommer i morgen. Vi er spillet i gang, og vi har styr på vores eget spil, sagde ungdomslandstræneren afslutningsvis som status på gruppespillet med et stift blik rettet mod morgendagens udfordringer. 

Så snart programmet for i morgen er fastlagt, kan du finde det her

Se hele Danmarks trup:

Philip Kryger Boe, Odense

Jesper Østergaard Christensen, Højbjerg

Robert Nebel, Værløse

Simon Rasmussen, Gentofte

Otto Reiler, Gentofte

Salomon Adam Thomasen, Højbjerg

Caroline Mourtisen, Odense

Anna-Sofie Nielsen, Lillerød

Amanda Aarrebo Petersen, Odense

Maria Højlund Tommerup, Solrød

Kajsa Van Dalm, Aalborg Triton

Jasmin Willis Rasmussen, Højbjerg