Seks danske sejre af otte mulige på andendagen for det individuelle UEM

af | dec 1, 2024

Badmintonphoto

Badmintonphoto

De aspirerende danske stjerner sluttede holdmesterskabet ved årets ungdoms europamesterskaber af på fornemmeste vis med tredje guldmedalje i streg i en flot sejr over det franske ungdomslandshold. I dag tog de fleste af de danske talenter hul på årets individuelle mesterskaber, og det var med stor succes for langt de fleste.

Køb billet til EM 2025 i Horsens her

Det var en tilfreds ungdomslandstræner, der gjorde status over en flot dansk andendag ved de individuelle mesterskaber på Ibiza. Ved middelhavet kunne de fremtidige danske stjerner notere sig for hele seks sejre ud af otte mulige. 

– Jeg synes vi får en god start for mixerne. Otto og Amanda skal ud mod en polsk modstander, som vi var lidt utrygge ved, men den vinder vi, og det synes jeg var godt. Robert og Anna vinder mod hollænderne, det var måske lidt mere forventeligt. På herresinglerne møder Philip Kryger Boe den top seedede polak, men Philip har været meget syg hele natten, så vi ville blot se, om vi kunne få ham ind på banen og gøre det så godt som muligt, fordi han også har en herredouble han er med i, og vi håber selvfølgelig, at han har det bedre, men han var ikke på toppen, og det afspejles også i resultatet, sagde ungdomslandstræner Jonas Lyduch om et udvalg af de danske kampe.

Du kan finde programmet for den individuelle turnering samt dagens resultater, når de løbende ruller ind her

Blandt de seks flotte danske sejre var, som Lyduch nævner det, Otto Reiler/Amanda Aarebo Petersens værd at fremhæve. Det talentfulde danske par stod overfor de syvende seeedede polakker Morawski/Janko, men det lod danskerne sig ikke afskrække af. I en sand magtdemonstration pillede det danske par pynten af det polske, og spillede sig videre i to sæt med cifrene: 21-9, 21-13. 

Foruden Otto Reiler/Amanda Aarebo Petersens tog Caroline Mouritsen ligeså en flot sejr over norske Linnea Holmedal i en fornem præstation, hvor Mouritsen viste stort overskud, og den danske damesingle virkede i kontrol med godt tag i kampen fra første bold. 

Vil du også gerne spille badminton? Find en klub nær dig her

– Salomon har en forholdsvis overkommelig sejr mod en fra Cypern, men jeg synes, at spillerne fra de små nationer bliver bedre og bedre. Caroline Mouritsen og Kajsa Van Dalm vinder rimeligt overkommelige sejre i damesingle, som de skal, og det var super godt. Simon Rasmussen taber i tre sæt til den bedste franskmand. Selvom det står 12 og 15 i de sidste to sæt, er han faktisk foran i dem begge. Det har været svært for Simon, han har gået hele ugen og kun været tilskuer, for vi har været nødt til at spille nogle andre, men jeg synes satme han gik godt til den, og han gjorde, hvad han kunne, sagde Jonas Lyduch om de øvrige danske kampe søndag. 

I morgen venter anden og tredje runde med hele ti danske kampe.

– Kampene bliver sværere og sværere, og vi har nogle vanskelige opgaver, men i nogle af kampene tænker jeg, at vi er klare favoritter. Kajsa og Salomon skal på nogle svære opgaver, og vores herredoubler ligeså. Vi ved ikke endnu, hvor Philip står i forhold til hans helbred, men Otto og Robert skal ind og møde de tyrkere, som gav dem problemer i holdturneringen. Når vi kommer ind i tredje runde, så skal vi virkelig være skarpe. Jeg tror selvfølgelig, at vi har en chance i alle de her kampe, men det bliver mindre og mindre givet, sagde ungdomslandstræneren om morgendagens udfordringer for de danske spillere.

Stream alle kampene fra UEM via Badminton Europe

Søndagens danske resultater: 

Robert Nebel/Anna-Sofie Nielsen – Casper Spaans/Inger Pothuizen (Holland): 21-14, 21-11.

Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen – Mikolaj Morawski/Maja Janko(7.) (Polen): 21-9, 21-13.

Jesper Østergaard Christensen/Caroline Mouritsen – Adam Travinsky/Alina Bergelson (Israel): 21-13, 21-14.

Philip Kryger Boe – Mateusz Golas(1.) (Polen): 8-21, 10-21.

Kajsa Van Dalm – Leyla Jamalzade (Azerbaijan): 21-10, 21-14. 

Salomon Thomasen – Ioannis Tambourlas (Cypern): 21-16, 21-11.

Caroline Mouritsen – Linnea Holmedal (Norge): 21-10, 21-8. 

Simon Rasmussen – Arthur Tatranov(14.) (Frankrig): 21-19, 12-21, 15-21.